Danskernes viden om dyrevelfærd i mælkeproduktionen er lav, ifølge en ny rapport fra Landbrug & Fødevarer. Fx er 58 pct. af forbrugerne enten overbeviste eller i tvivl om, at malkekøer lever i bindestalde, selv om det kun er tilfældet for 5 pct. af dyrene.
Der er masser af plads til at få fortalt de gode historier om det høje niveau af dyrevelfærd i dansk landbrug. Det ved en stor del af de danske forbrugere nemlig intet om, ifølge en ny rapport fra Landbrug & Fødevarer.
”Dyrenes forhold på de danske konventionelle gårde er en sort boks for forbrugerne. 23-63 pct. svarer ”Ved ikke” til 13 udsagn om dyrenes forhold. Der tegner sig et billede af usikkerhed eller manglende interesse blandt forbrugerne om emnet,” lyder en af konklusionerne i L&F-rapporten ’Dyrevelfærd set i forbrugernes perspektiv’.
Skrappere regler
Fx er 58 pct. af forbrugerne enten enige i eller svarer ”Ved ikke” til påstanden om, at ’Malkekøer står bundet i stalden’. Det til trods for, at kun ca. 5 pct. af de danske malkekøer lever i bindestalde, og at denne staldtype udfases i de kommende år. Ligeledes ved næsten 70 pct. ikke, at dansk lovgivning om dyrevelfærd er skrappere end EU’s regler.
Derfor er der fri bane for at øge branchens renommé. Fx ved at fortælle, at hovedparten af de danske malkekøer har masser af plads at bevæge sig frit på i staldene.
Det siger Camilla Buch Thøgersen, kommunikationsmedarbejder for Mejeriforeningen:
”Det står rigtig godt til for dyrene i dansk kvægbrug, og vi yder allerede en stor indsats for at kommunikere om dyrevelfærd. Men det skal og kan vi blive endnu bedre til, for der er et stort potentiale i at oplyse danskerne om dyrevelfærd. Ud over at forbedre danskernes viden på området kan det også styrke imaget for landbruget og dets følgeerhverv såsom mejerierne.”
Aktiv interesse
At der er grobund for at præsentere de gode forhold for danske husdyr, understreges af L&F-rapportens oplysning om, at 71 pct. af forbrugerne hævder at tænke over dyrevelfærd, mens halvdelen erklærer sig bekymret. Når det gælder en aktiv interesse for at blive klogere på dyrevelfærd på de danske gårde, er tallet 38 pct.
”Det er den gruppe, vi skal appellere til,” fastslår Camilla Buch Thøgersen.
Kilde: Mejeri.dk