Kay Bojesen Denmark lancerer ny panda i samarbejde med WWF
Kay Bojesen er berømt for sine ikoniske trædyr, og nu understreger Kay Bojesen Denmark sin kærlighed til verdens dyr med lanceringen af en Panda i FSC®-certificeret træ. Pandaen lanceres i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden som støtte til truede dyr og ser dagens lys samtidig med, at de to pandaer flytter ind i Københavns ZOO.
I 1952 skabte Kay Bojesen den godmodige bjørn med direkte inspiration fra ZOO, hvor en bjørneunge ved navn Ursula var blevet forladt af sin mor og derfor voksede op hos havens daværende direktør. Mere end 65 år senere lader virksomheden Kay Bojesen Denmark sig igen inspirere af den gamle have.
Samtidig med at ZOO indvier sit nye banebrydende Pandahus, lancerer Kay Bojesen Denmark en familie af pandaer i FSC®-certificeret træ og skriver sig ind i tidsånden med et design, der stammer fra bæredygtigt skovbrug.
Marie Kristine Schmidt, Vice President for Design og Marketing hos Rosendahl Design Group, som står bag Kay Bojesen Denmark og en lang række danske designbrands, fortæller:
”Vi har glædet os meget til at byde de nye pandaer velkommen i flokken af vidunderlige Kay Bojesen dyr. Hos Kay Bojesen Denmark har vi truffet et valg om, at vores træ skal være bæredygtigt. Vi sælger mange træ-produkter, og de skal selvfølgelig komme fra FSC-certificeret skove, hvor dyr og planter er beskyttede. Med lanceringen af pandaen og samarbejdet med WWF Verdensnaturfonden tager vi aktivt medansvar for naturen.”
Pandaen symboliserer slægtskabet mellem natur, bæredygtighed og moderne design og er skabt som støtte til verdens truede, vilde dyr. En del af salget går således til WWF Verdensnaturfondens arbejde med naturbevarende projekter i verdens skove, som er hjemsted for op mod 80 pct. af klodens landbaserede dyre- og planteliv.
Bæredygtighed og biodiversitet
Den FSC-certificerede panda i træ skriver sig ind i tidsånden, hvor også design skal være bæredygtigt og ikke ligge naturen til last, fordi naturen er noget vi giver videre til næste generation.
Der bliver ryddet skovarealer svarende til tre gange Danmarks størrelse hvert år, og det har den konsekvens, at mange af klodens mest unikke arter mister deres levesteder, mens vi mennesker mister de ydelser, som naturen giver os som fx mad, rent drikkevand og medicin. Samtidig kan skoven lagre store mængder CO2 og dermed nedbringe mængden af CO2 i atmosfæren. I en FSC-certificeret skov bliver der ikke fældet mere træ end skoven kan nå at reproducere, samtidig med at dyr og planteliv bliver beskyttet.
”Verdens dyrearter forsvinder, fordi mennesket fælder verdens skove i et faretruende tempo. Kay Bojesen Denmarks produkter er lavet af bæredygtigt FSC-træ og i et design, som holder i generationer. Det er den helt rigtige måde at stoppe vores skadelige brug-og-smid-væk-kultur. Med lanceringen af den nye panda kan danskerne støtte verdens natur, dyr og planter – samtidig med, at de hylder en af dansk design-histories største profiler,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær hos WWF Verdensnaturfonden.
Selvom rejsen først lige er begyndt, er Kay Bojesen Denmark allerede to gange blevet nomineret til en FSC Award – og med Pandaen slår brandet altså endnu et slag for bæredygtighedsagendaen herhjemme.
Kilde: WWF