Staudemarken
Printereksperten

En mild vinter og fugtig sommer er optimale vilkår for skovflåten. Men husker du at tjekke dig selv, kæledyr og børn for flåtbid, bør du ikke være bange for at færdes i naturen.

Sommeren 2020 kan meget vel gå hen og blive et godt år for skovflåten. Den milde vinter har givet bestanden gode betingelser for at overleve og formere sig, og en varm og fugtig sommer er skovflåtens favoritvilkår.

Samtidig er bestanden af hjortedyr sund igen i år, hvilket er godt for skovflåten, som især lever af blod fra hjortevildt. Men selvom skovflåterne er talstærke, skal man ikke afholde sig fra at færdes i naturen, siger Bo Håkansson, biolog i Danmarks Naturfredningsforening:

– At holde sig fra naturen for at beskytte sig mod flåtbid er som at undgå trafikken for ikke at ende i biluheld. Sandsynligheden for at blive syg af et flåtbid er relativt lille, og husker man at tjekke børn, voksne og kæledyr for flåter dagligt, bør man have elimineret den værste risiko, siger Bo Håkansson.

Flåtbid er i sig selv helt ufarligt, men skovflåter kan være bærere af to forskellige sygdomme, der kan være farlige for mennesker: Borrelia og den relativt nye sygdom i Danmark: TBE.

 

TBE og Borrelia skal tages alvorligt

En naturlegeplads i Tisvilde i Nordsjælland blev i juni lukket, fordi der blev fundet ekstraordinært mange flåter med sygdommen TBE. Sygdommen er ufarlig hos de fleste mennesker, men kan udvikle sig til influenza-lignende symptomer og i værste tilfælde hjernehindebetændelse.

Selvom man fra 2013-2018 kun har diagnosticeret 27 danskere med TBE, har den nye sygdom gjort mange danskere urolige for at færdes i naturen. Det forstår Bo Håkansson godt:

– TBE er, bl.a. på grund af klimaforandringer, kommet for at blive. Og selvom sygdommen lige nu er rimelig sjælden, kommer den sandsynligvis til at blive et større problem i fremtiden. Derfor er det helt på sin plads, at man husker at tage sine forholdsregler, når man bevæger sig i naturen.

6 gode råd for at undgå bid og sygdomme fra skovflåter

1. Lyse bukser og sokker gør livet svært for skovflåten

Tag lyst tøj på underkroppen. Det vil gøre det sværere for flåterne at sætte sig fast, og gøre dem nemmere at opdage. Skovflåterne elsker fugtighed og varme, og derfor færdes de ofte på enge og i skovbunden. De kan ikke springe, men sidder på det yderste af græsstråene og er klar til at klatre over på dyret eller mennesket, der kommer forbi. En god tommerfingerregel er, at findes der hjortevildt i dit område, så er der helt sikkert også flåter.

2. Løbende kropstjek for skovflåter

Borrelia bliver først overført, når skovflåten har siddet flere timer og dernæst overfører bakterien med en væske. TBE bliver overført umiddelbart i minutterne efter bid. Derfor er det en god idé løbende at tjekke især benene for kravlende flåter.

Under alle omstændigheder er det en god idé at tjekke kæledyr, børn og voksne grundigt efter naturudflugten, f.eks. om aftenen. Knæhaser, indersiden af armen og andre ”hyggelige” varme områder på kroppen, skal man især være opmærksom på.

3. Klem ikke flåten! Få hele kroppen ud

Vær opmærksom på at fjerne hele dyret fra huden, da hovedet på skovflåten har det med at sidde godt fast. Bliver hovedet alligevel siddende, så skal det nok selv ryge ud af kroppen efterhånden.

Et tilbageblivende hoved er ikke som sådan farligere end selve flåten. Et godt tip til at fjerne flåten er at tage en smal pincet (eller flåttang fra apoteket) og tage fat om skovflåten så langt nede om hovedet som muligt uden, at den går i stykker. Så drejer du flåten rundt et par gange og trækker langsomt og sejt indtil den slipper. Ingen vilde ryk! Og undgå at klemme om flåtens krop, da det vil kunne øge risikoen for at klemme borreliavirus ind i kroppen.

4. Bliv TBE-vaccineret

Er du særligt meget ude i naturen eller bor i områder med mange skovflåter, og hvor TBE har vist sig (f.eks. Nordsjælland og Bornholm), kan du tale med din læge om at blive TBE-vaccineret.

5. Hold dig til stier – der bor skovflåter ikke

Sandsynligheden for at blive bidt af en flåt, hvis du holder dig til stier og veje, er uhyre lille. Flåterne holder til i højt græs og krat og vil ikke bryde sig om tør, blottet jord. Er du derfor bekymret for at blive bidt, kan du holde dig til afmærkede stier.

6. Hold øje med symptomer efter flåtbid

Er du blevet bidt af en borreliasmittet flåt, vil der typisk danne sig et tydeligt rødt udslæt rundt om biddet. Herefter vil der opstå feber, hovedpine og træthed.

Samme symptomer viser sig ved TBE, men først to ugers tid efter biddet. Hold derfor øje med symptomer i tiden efter et bid fra en skovflåt, og gå til lægen ved mistanke om sygdom.

Kilde: DN


Skovflåter overfører sjældent sygdomme
  • Undersøgelser har vist, at kun ca. 15 procent. af skovflåter i Danmark er smittede med borrelia, og det skønnes at risikoen for at få borrelia efter bid af skovflåt er ca. 1 per 50 flåtbid, altså en 2 procents risiko for at blive smittet.
  • TBE er endnu mere sjælden, og man har påvist omkring to tilfælde om året på Bornholm og kun sporadiske tilfælde uden for Bornholm. Ca. 25% af TBE-smittede får influenzalignende symptomer, og ca. 25% af disse udvikler sig til hjernebetændelse.
  • Hunde kan få TBE, men langt de fleste hunde går helt fri for symptomer. Symptomer vil ellers være feber, problemer med balance og nervesystem. Hunde kan også få borrelia, men både borrelia og TBE synes at være ekstremt sjældent hos katte.

Kilde: Statens Serum Institut


 

Vejgaard sten og krystaller
Ballast – KFUM 3
Hop og rul