Fødevareoplevelserne langs Vestkysten skal styrkes og synliggøres mere. Derfor lanceres nu en fælles fødevarefortælling, der skal være med til at tiltrække foodies og flytte dem langs Vestkysten for de gode mad- og kulturoplevelser. Projektet har blandt andet resulteret i udvikling af 15 udvalgte fødevarehotspots og et udførligt materiale til synliggørelse af området til fri afbenyttelse.
Vestkysten er fyldt med gode fødevareoplevelser og har en lang tradition for fiskeri og produktion af fødevarer. Mange produkter og oplevelser er helt unikke og drives af ildsjæle, der brænder for formidlingen af den lokale fødevarekultur. Desværre har de ikke altid fået den opmærksomhed, som de fortjener.
Men det har et projekt udarbejdet af Partnerskab for Vestkystturisme, Dansk Kyst- og Naturturisme og lokale aktører langs Vestkysten lavet om på. I løbet af det seneste år er der nemlig blevet udvalgt 15 fødevarehotspots langs Vestkysten, hvor de unikke fødevareoplevelser er blevet styrket og synliggjort, og som nu tilsammen udgør en fælles fødevarefortælling for hele Vestkysten.
Siden projektets start er de 15 udvalgte områders fødevare-DNA blevet gennemarbejdet, hvilket har tegnet et tydeligt billede af, hvilke fødevarehistorier de hver især rummer.
Den endelige fortælling binder Vestkysten sammen som en kulinarisk fødevaredestination og viser et samlet billede af de unikke, forskellige smagsoplevelser, der findes langs den jyske vestkyst.
“Projektet har skabt en fælles fødevarefortælling for hele Vestkysten. Det har allerede haft en positiv effekt, fordi historierne er med til at sætte Vestkysten på verdenskortet for smagsoplevelser i høj klasse,” fortæller Sisse Wildt, kommunikationschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme, og fortsætter:
“Den fælles fødevarefortælling skal være med til at tiltrække foodies og få dem til at bevæge sig langs Vestkysten for at udforske alle de unikke fødevareoplevelser, der findes.”
Foruden de udvalgte fødevarehotspots er et resultat af projektet et fælles, professionelt materiale, som er frit tilgængeligt for enhver, der ønsker at bruge det til synliggørelse af fødevareoplevelser langs Vestkysten. Materialet inkluderer både film, billeder, grafik og en udførlig beskrivelse af hvert enkelt hotspots særegne fødevarer og kultur:
“Materialet er gjort tilgængeligt for alle, fordi vi ser en stor fordel i, at både virksomheder og organisationer i fællesskab kan gøre turisterne opmærksomme på de unikke muligheder, som Vestkysten tilbyder. Det giver en endnu større effekt, når vi løfter i samlet flok,” fortæller Sisse Wildt om tankerne bag materialet.
Fakta om Vestkystens kultur- og fødevareoplevelser:
- Projektet Vestkystens kultur- og fødevareoplevelser vil styrke Vestkystens position inden for kultur- og fødevareoplevelser
- De udvalgte 15 hotspots er: Skagen, Løkken, Hirtshals, Jammerbugten, Hanstholm, Thyborøn, Bovbjerg Klint, Thorsminde, Hvide Sande, Skjern Enge, Varde Å Dal, Henne/Blåvand, Fanø/Esbjerg, Ribe/Mandø og Tøndermarsken/Højer.
- Projektet er finansieret af Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark og Dansk Kyst- og Naturturisme.
- Det samlede budget er på 1,6 mio. kr.
- Projektet ledes af Partnerskab for Vestkystturisme i samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme, kommuner og destinationer langs kysten
Vestkystens kultur- og fødevareoplevelser
Den jyske vestkyst byder på fremragende smagsoplevelser baseret på lokalområdets natur, kultur og historie. Det ved enhver, der kender vestkysten, men historien og smagsoplevelserne vil projektet ‘Vestkystens kultur- og fødevareoplevelser’ folde ud, så flere gæster får glæde af naturens spisekammer og de gode smagsoplevelser.
Projektet Vestkystens kultur- og fødevareoplevelser har gennem det sidste år arbejdet med at definere fælles fødevaretemaer og identificere hotspots langs Vestkysten. Målet er at styrke fortællingen om fødevareoplevelserne ved de enkelte hotspots, men også skabe en fælles fødevarefortælling langs hele Vestkysten.
Fortællingerne, både lokale og tematiserede, synliggøres via billeder, film, grafik og tekster med en fælles identitet og er samlet i en fælles indholdsbank. Alt materiale er til gratis afbenyttelse af alle, der anvender materialet til turismemæssige formål.
Udover materialet vil projektet via en koordineret presseindsats skabe ekstra opmærksomhed langs hele Vestkysten og ved de enkelte hotspots i både danske og udenlandske medier. Endelig skal projektet understøtte forretningsudvikling og nye vækstskabende værdikædesamarbejder mellem fødevareaktører langs hele Vestkysten.
Læs mere i projektrapporten, hvor det samlede materiale præsenteres.
Fakta om Vestkystens kultur- og fødevareoplevelser
- Projektet Vestkystens kultur- og fødevareoplevelser vil styrke Vestkystens position inden for kultur- og fødevareoplevelser
- Projektet har et samlet budget på 1,6 mio. kr.
- Projektet løber fra juli 2017 til juni 2019
- Projektet er finansieret af Region Syddanmark, Region Midtjylland, Region Nordjylland og Dansk Kyst- og Naturturisme
- Projektet ledes af Partnerskab for Vestkystturisme i samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme, kommuner og destinationer langs kysten
- Kilde: Dansk Kyst- & Naturturisme