ET AF DANSK FODBOLDS STØRSTE IKONER GÆSTER JETSMARK IDRÆTSCENTER
Af Flemming Jansen
Næppe har klapsalverne efter et medrivende foredrag af TV2’s udenrigskorrespondent, Rasmus Tantholdt, lagt sig, før Event Jammerbugt igen inviterer til et foredragsarrangement af meget høj kaliber. Denne gang er det en legendarisk dansk fodboldspiller, nemlig ingen ringere end Preben Elkjær, der gæster Jetsmark Idrætscenter. Det sker nærmere betegnet onsdag d. 30. oktober fra kl. 19,30 til kl. 21,30.
Genoplevelse af store øjeblikke i fodboldens verden – og også en tur bag kulisserne
Preben Elkjær vil de fleste huske som en af verdens bedste angribere med masser af mål i støvlerne – og faktisk også uden støvler (!). Således scorede han engang for sit daværende italienske klubhold, Verona, i en situation, hvor han havde tabt sin støvle – det forhindrede imidlertid ikke den uortodokse, fanden i voldske og charmerende spiller i at score. Hedder man Preben Elkjær, scorer men nemlig også i strømpesokker (!). I det hele taget var og er det karakteristisk for Preben Elkjær både på og uden for banen, at han er en humørfyldt person, der tit og ofte gør det helt uventede. I sit foredrag med titlen ”Mit liv som Preben Elkjær” tager han tilhørerne med på en tur ned ad mindernes allé, hvor vi både genoplever store øjeblikke i fodboldens verden samt bliver taget med om bag kulisserne med masser af spændende og humørfyldte anekdoter, som en sædvanligvis særdeles veloplagt Preben Elkjær bombarderer tilhørerne med, så ikke et øje er tørt og ikke en lattermusklerne slap!
Status som det helt store ikon
Med afsæt i dansk fodbold, hvor han satte sit underholdende og festlige præg på landsholdet gennem en årrække kulminerende med VM i Mexico i 1986, hvor vi nåede frem til ottendedelsfinalen, har Preben Elkjær endvidere sat sit aftryk i både tysk, belgisk og italiensk fodbold. I Verona blev klubben italienske mestre for første gang nogensinde med Preben Elkjær på holdet. Han er siden blevet æresborger i byen, hvor han stadigvæk har status som det helt store ikon. Det samme kan man sige om hans hjemmebane, nemlig Danmark. Folk strømmer til hans foredrag, ligesom de sad klisteret til skærmen, når han rullede sig ud på landsholdet. I dag er det uden for banen, han gør sig i fodboldsammenhæng, nemlig som en populær kommentator. Charmen og elegancen fra tiden som aktiv fodbolspiller har han på ingen måde lagt bag sig (!).
Optaget i sportens Hall of Fame i 1999
Det vil kunne opleves på nærmeste hold, når han d. 30. oktober lægger vejen om ad Jetsmark Idrætscenter, hvor han vil levere et underholdende foredrag krydret med både masser af billeder og anekdoter fra bl.a. de mange ture med landsholdet. I øvrigt blev Preben Elkjær optaget i sportens Hall of Fame i 1999! Billetprisen er kr. 250,- og kr. 349, hvis man ønsker en VIP-plads på en af de tre første rækker. Og så varmes der endvidere op til mødet med Preben Elkjær allerede fra kl. 18,00, hvor der formedelst kr. 89,- serveres stegt flæsk og persillesovs. I tilknytning til foredraget vil det også være muligt at købe Preben Elkjærs bøger signeret af ham selv personligt.
Løfte fra Event Jammerbugt: Det bliver ikke kedeligt!!
Med det kommende arrangement er der fra Event Jammerbugts side lagt op til endnu en mindeværdig og uforglemmelig oplevelse med en foredragsholder fra den allerøverste hylde. – Ét lover arrangørerne 100%: Det bliver ikke kedeligt! Det vil være en rigtig god idé at sikre sig en billet i god tid, idet billetterne sælges efter først til mølle princippet.