Så kom dagen som mange børn havde glædet sig til – dagen for åbningen af den nye og kæmpe store legeplads.
Det har længe været et stort ønske at få en legeplads i forbindelse med Aabybro Skole.
Denne drøm blev virkelig i dag.
Det var en særdeles kold morgen i dag men det betød ikke så meget for de spændte børn som stod klar foran Aabybro skole kl. 08.30, hvor snoren skulle klippes og legepladsen skulle åbnes.
Det har uden tvivl været svært at gå og vente så længe udenfor det afspærrede område, hvor der i nogle måneder nu er blevet arbejdet med at bygge legepladsen.
Skoleleder Kristine Vita Fooken Jensen bød velkommen til alle de spændte børn. Og så skulle der synges “Sure som Citroner”, det var vist en sang som alle kendte, for der var lyd på den stopfyldte skolegård.
Det havde til dagen ikke været muligt at fremskaffe en guldsaks som man normalt benytter, for talte Kristine, men med sig havde hun istedet en sort saks og en guldpude, så var det lidt i samme kategori.
Kristine gav herefter ordet til borgmester Mogens Christen Gade.
Han fortalte at det siden Aabybro Skoles indvielsen for tre år siden har været en drøm og et stort ønske fra børn på skolen, men også børnefamilierne, bedsteforældre og borgerne i Aabybro generelt at få en legeplads.
Mogens Gade fortalte om hvor vigtigt det er at komme ud med sine venner og røre sig og lege, og til det skal man naturligvis have de rigtige rammer.
“Det er vigtigt at lege – man skal lege hele sit liv. Man lærer når man leger”, fortalte Mogens Christen Gade.
Da Hendes Majestæt Kronprinsesse Mary var i Aabybro til åbningen af skolen fortalte hun om sin skole i Tasmanien, og om at hun kunne kigge ud af vinduet og se legende delfiner udenfor. Det kan godt være at vi ikke har det, men vi håber at børnene vil kunne kigge ud og se noget på legepladsen, som kan give en følelse af at det var deres idé med nogle af tingene på legepladsen, da de allerede fra starten, har været med i projektet og kunne komme med ideér til legepladsen fortalte Mogens Christen Gade.
Legepladsen ville ikke være blevet en realitet uden det store arbejde som både skolen, de mange aktive forældre og lokale støtter har lagt i projektet.
Så kom øjeblikket – båndet blev klippet over, og ind væltede de mange børn. Det var glade børn som indtog legepladsen på Kattedamsvej i Aabybro.