Nordjysk Motor Co.
Nordjyske Bank
Kaffebaren
Springeren
Mortensens Mad
Baggesen

Ny tendens:

Youtubere vækker investeringslyst hos børn og unge

 

Danske privatinvestorer handler aktier som aldrig før, og nu har investeringslysten også spredt sig til den yngre del af befolkningen, lyder erfaringerne fra Spar Nord. Børn og unge på helt ned til 11-årsalderen bliver nemlig i stigende grad influeret af youtubere til at ville bruge lommepengene på aktier i stedet for eksempelvis spil og tøj.

Daniels Pengetips, Morten Münster og Johnni Gade er nogle af de youtubere og influencers, som bliver fulgt og lyttet til af hundredtusindvis af følgere, når de blandt andet deler ud af deres erfaringer med at handle aktier og giver råd om investeringer. Blandt deres publikum er børn og unge, som lytter med via sociale medier såsom YouTube, og det har nu i høj grad vakt en investeringslyst, som ikke i samme grad er set tidligere:

– Som noget helt usædvanligt oplever vi, at børn fra 11 til 18 år pludselig har fået øjnene op for aktier, fordi de har hørt kendte fortælle om det på YouTube. Og selvom det nok er en interesse blandt unge, der kan dele vandene hos forældrene, så vil mange formentlig se fordelene i, at deres børn interesserer sig for økonomi og investeringer og tidligt prioriterer at bruge sine penge fornuftigt, fortæller investeringskonsulent i Spar Nord Karsten Brøndum Idskov.

For flere forældre giver det derfor også anledning til at overveje, hvorledes de skal agere, når deres børn på den baggrund viser interesse for at investere eksempelvis deres lommepenge eller penge fra et fritidsjob fremfor at bruge pengene på nye sko eller computerspil.

– For det første er det vigtigt at slå fast, at det ikke er muligt for børn under 18 år selv at åbne et normalt aktiedepot eller en aktiesparekonto, og derfor kan de ikke bare selv købe aktier. For at barnet eller teenageren kan investere, skal forældrene altid give deres samtykke og således hjælpe barnet med at investere i eksempelvis aktier, som vil komme til at stå i barnets navn – derfor kræver det også både engagement og en god rammesætning fra forældrenes side, forklarer Karsten Brøndum Idskov.

 

Vær obs på det psykologiske aspekt
Hvis man som forælder vælger at hjælpe sit barn, skal man dog være opmærksom på, hvordan værdipapirernes stigninger og fald i værdi kan påvirke børn og unge løbende.

– Selv hvis man som forælder er privat investor og således har indblik i og kan rådgive sine børn i at investere, skal man dog være opmærksom på, at børn og teenagere ikke har den samme erfaring med penge og forståelse for økonomi. Det kan være svært for dem at håndtere kursfald, og derfor ser vi også forældre, som vælger ikke at give deres børn adgang til selv at kunne følge aktiedepoterne, men derimod sammen med barnet engang i mellem kigger ind i tallene, forklarer Karsten Brøndum Idskov.

Herudover peger han på vigtigheden i, at forældrene hjælper og lærer deres børn at udvise en sund skepsis overfor de mange investeringstips, som i stigende grad florerer på sociale medier og har sat gang i hele tendensen:

– Man kan nemt blive påvirket af historier om hurtige gevinster og således blive fristet til risikofyldte investeringer i jagten på aktieguld. Det er endnu en grund til, at man bør investere i fællesskab, så forældrene også kan lære deres børn, hvordan man skal forholde sig kritisk til den slags historier og råd, siger Karsten Brøndum Idskov og uddyber:

– Som ny investor – uanset alder – er det desuden altid en god idé at starte med at rådføre sig med sin bankrådgiver og herudover at starte med at investere en mindre sum penge, som man har råd til at miste. Samtidig anbefaler vi, at man får spredt risikoen ved eksempelvis at investere i forskellige aktier eller investeringsfonde, så man sætter sine penge på flere heste så at sige. På den måde risikerer man heller ikke, at størstedelen af lommepengene forsvinder, hvis eksempelvis en aktie tager et stort dyk ned i kurs en dag.

Faktaboks – regler for at handle med aktier, når man er under 18 år:

  • Hvis man er under 18 år, kræver det blandt andet forældrenes underskrift at få et aktiedepot i banken eller via investeringsplatforme. Det er også forældrene som via fuldmagt handler aktierne via forældrenes egen netbank.
  • Direkte køb af aktier kan foretages via en aktiesparekonto, hvor beskatningen af afkastet vil være på 17 procent, eller via et almindeligt åbent depot, hvor beskatningen som minimum er 27 procent. I begge tilfælde vil et frikort ikke kunne benyttes.
  • Køb af aktier via en akkumulerende investeringsfond vil i nogle tilfælde betyde, at afkastet betragtes som kapitalindkomst, og derfor vil frikortet kunne benyttes i de tilfælde.
Hotel Phønix
Minitel
Kaffebaren
GF Forsikring