Der er lagt op til en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige, når et af verdens førende symfoniorkestre, Berliner Filharmonikerne, gæster Musikkens Hus den 18. november 2021.
Til november får Musikkens Hus i Aalborg ekstraordinært fint besøg, når selveste Berliner Filharmonikerne, indtager den store scene i Koncertsalen som en del af orkestrets første skandinaviske turne siden 2012.
Tilbage i 2016 besøgte fem dygtige musikere fra Berliner Filharmonikerne Musikkens Hus, og den 18. november 2021 er således første gang, at hele orkestret med chefdirigent Kirill Petrenko i spidsen gæster koncerthuset.
– Vi er rigtig stolte af at få så fornemt besøg fra et af verdens førende symfoniorkestre, som i den grad har sat sit præg på den klassiske musik verden over. Det var en stor fornøjelse at opleve udvalgte musikere fra orkestret tilbage i 2016, og nu er vi mere end klar til at slå dørene op for hele Berliner Filharmonikerne til en med garanti storslået og rørende aften, siger Tecwyn Evans, der er kunstnerisk chef i Aalborg Symfoniorkester.
Toneangivende for den klassiske genre
Berliner Filharmonikerne blev grundlagt i Berlin i 1882 af musikere fra Benjamin Bilses Kapel. Orkestrets første år var præget af vanskeligheder, indtil koncertagenten Hermann Wolff tog over og hyrede tidens dengang fremmeste dirigent Hans Guido von Bülow som leder. Herefter steg orkestrets popularitet hurtigt med opførelser af de fornemste dirigenter såvel som komponister.
I 1955 overtog Herbert von Karajan stafetten som chefdirigent. Herbert von Karajan udviklede en unik lydæstetik, hvilket for alvor gjorde orkestret verdensberømt. Udover Hans Guido von Bülow og Herbert von Karajan har legender som Wilhelm Furtwängler og Claudio Abbado stået i spidsen for Berliner Filharmonikerne, mens komponister som Brahms, Grieg og Mahler også har optrådt med orkestret, hvis repertoire blandt andet tæller klassisk-romantisk og russisk musik.
Siden 2019 har Kirill Petrenko ageret chefdirigent i Berliner Filharmonikerne. Et væsentligt element, som Kirill Petrenko har tilført orkestret, er det såkaldte Berliner Filharmoniker-uddannelsesprogram, som har formået at udbrede orkestrets musik til nye publikummer.
Gennem hundredvis af pladeindspilninger har Berliner Filharmonikerne taget tilhængere af den klassiske musikgenre med storm i hele verden, og det er således kun de absolut bedste musikere, der får mulighed for at blive en del af det storslåede orkester.
Når Berliner Filharmonikerne den 18. november kl. 19.30 indtager Koncertsalen i Musikkens Hus, kan publikum se frem til et storslået program, der blandt andet byder på Felix Mendelssohns Symphony No. 3 in A minor op. 56 “Scottish” og Dmitri Shostakovichs Symphony No. 10 in E minor op. 93.
Musikkens Hus slår i løbet af efteråret også dørene op til en række andre internationale koncerter, som blandt andet tæller The Script den 23. september, jazzikonet Jamie Cullum den 25. september og operastjernen Bryn Terfel den 28. oktober.
Billetter kan købes på www.musikkenshus.dk.