Over 500 deltagere så med, da LandboNord tirsdag bød velkommen til et samlet årsmøde for rådgivningerne for Kvæg-, Svin- og Økonomi.
Emnerne var som altid med fokus på faglighed og politik, men rammerne var noget anderledes. For første gang i LandboNords historie blev årsmødet afviklet via internettet og uden et publikum i salen. Publikum havde dog mulighed for at blande sig i debatten via SMS. I LandboNords store atrium var der kun tre personer at se: Ordstyrer Jeppe Søe, formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling og adm. direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen.
- Det var noget specielt at stå her i Brønderslev og byde velkommen til et publikum, som sad ude ved skærmene og fulgte med. Omstændighederne krævede selvfølgelig en alternativ løsning, og jeg er glad for at se den store opbakning, vi har fået fra alle med tilknytning til landbrugserhvervet. Data på antal visninger fortsætter bare med at stige. Fra at lidt over 500 så med direkte – til tallet her et døgn efter nu steget til over det dobbelte, siger Uffe Bertelsen.
Fokuseret politisk arbejde
Til årsmødet var der politiske indlæg fra fødevareminister Rasmus Prehn og formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard. Begge er relativt nye på deres poster, men det betyder ikke, at de er forskånet for at skulle tage stilling til mange akutte problemstillinger, hvilket formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, holder skarpt øje med.
- Der er så mange problemstillinger lige nu, at vi er nødt til at arbejde fokuseret. Vi har fået den rette mand i Søren Søndergaard, og Rasmus Prehn tænker jeg også er oprigtig, når han taler om dialog med landbruget. Men når der er så mange dagsordner, kan man komme til at glemme de landmænd, det går ud over. Derfor er vi i LandboNord begyndt at danne ad-hoc grupper med lokale medlemmer, der er direkte berørt af problemstillingerne. Det er landmænd, som sidder med hånden på kogepladen, der hvor tingene brænder på, siger Niels Vestergaard Salling.
Omfattende analysearbejde
Cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, Frank Øland, kom med sine prognoser for det kommende år, og LandboNords vicedirektør, Andreas H. Brandt, kommenterede overordnet på den omfattende regnskabsanalyse af 400 regnskaber i landbruget, som LandboNord har lavet i samarbejde med rådgivningsvirksomhederne LandboSyd, Sagro og Velas. På trods af pandemi og aflivningen af samtlige danske mink, så er der en fremtid for dansk landbrug.
- Vi har rigtig mange kunder, som har måttet omstille sig til en ny virkelighed. Mest ekstremt selvfølgelig vores minkkunder, som i øjeblikket kan få hjælp fra vores specialistteam til at komme videre. Men på mange andre fronter vælger flere af vores kunder nu at tage helt særligt lederskab over deres virksomheder. Det har de blandt andet gjort ved, i samarbejde med LandboNord, at få lavet en strategi for de kommende år. Ved at kende sin strategi, er det nemmere at navigere i en omskiftelig verden, siger Uffe Bertelsen.
Inspiration i faglige indlæg
Efter første del af årsmødet, fik deltagerne mulighed for at få en mere detaljeret regnskabsanalyse i de tre faglige spor for Svin, Kvæg og Planter. Derudover præsenterede LandboNords rådgivere en række faglige emner.
Det var blandt andet om mulighederne ved ledelsesværktøjet Dashboard, hvor man tager økonomiske data, og gør dem tilgængelige sammen med udvalgte produktionsdata, så den enkelte landmand hurtigt kan spotte udviklingen og tendenser i virksomheden.
Der var også nyt om det vigtige arbejde med jordprøver, miljøledelse, arbejdsmiljø, so-overlevelse, tendenser ved fodring af smågrise og slagtesvin, produktion af mere protein på ejendommen og succes med GMO-fri fodring.