”STJERNEN” UDDELT I PANDRUP ERHVERVSPARK – ÅRETS PRISMODTAGER ER PANDRUP-KAAS SMED & VVS A/S
Af Flemming Jansen
Siden 1990 har Grundejerforeningen i Pandrup Erhvervspark uddelt en årlig pris, Stjernen gives til en virksomhed i området, der har bestræbt sig på at vedligeholde og rengøre grund og bygninger, således at den tjener som et godt eksempel for andre. For det andet skal virksomheden fremstå som en god ambassadør inden for og uden for kommunen og være medvirkende til at give Pandrup Erhvervspark et godt ry. – Stjernen er en skulptur i rustfrit stål udført af billedkunstneren Lene Rasmussen. Årets prismodtager får den ære at have skulpturen stående ved virksomheden i et år, hvorefter den skal afleveres til næste års prismodtager. Som et varigt minde om værdigheden som modtager af Stjernen får den afgivende virksomhed en miniudgave af skulpturen.
Enigt udvalg pegede på Pandrup-Kaas Smede & VVS A/S
Det er et udvalg på tre uafhængige og neutrale personer, der hvert år efter en nøje gennemgang af hele Pandrup Erhvervspark, udpeger årets vinder, fortæller Grundejerforeningens formand, Kurt Bruun. I år er valget faldet på virksomheden Pandrup-Kaas Smede & VVS A/S, der ligger på Bransagervej i Erhvervsparken. Ifølge udvalget har årets prismodtager flere gange været med i opløbet om at få Stjernen, og i år lykkedes det så, idet et enigt udvalg pegede på Pandrup-Kaas Smede & VVS. Der er tale om et dybt lokalt forankret firma med rødder i både Pandrup-Kaas, Saltum og Hune-Blokhus. Sideløbende med at være et firma i rivende udvikling og ekspansion har Pandrup-Kaas Smede & VVS samtidig haft øje for og overskud til at gøre en stor indsats for at højne det æstetiske niveau i Pandrup Erhvervspark. Sådan lyder det bl.a. i udvalgets begrundelse.
Synlig på en god måde såvel lokalt som i forhold til omverdenen
Allerførste modtager i 1990 var Pandrup Brød A/S, mens den afleverende virksomhed og altså sidste års prismodtager er Kaas Stålbyg A/S. – Stjernen blev overdraget til Pandrup-Kaas Smede & VVS ved en festlig højtidelighed fredag eftermiddag under overværelse af bl.a. Jammerbugt Kommunes borgmester, Mogens Christen Gade. Der var mange lykønskninger til den modtagende virksomhed med den velfortjente hæder, det er at have Stjernen stående i det kommende år. Traditionen med hvert år at uddele Stjernen er i høj grad med til at opretholde en erhvervspark, som man med rette kan være stolte af som et sted, hvor virksomheder og medarbejdere stortrives, og som et sted, der er synlig på en god måde både lokalt og i forhold til omverdenen.