Af Flemming Jansen
Spillestedet i Blokhus har siden starten for år tilbage udviklet sig til at blive en sand musikalsk succeshistorie. Det hele begyndte i sin tid i Pandrup med koncertarrangementer på henholdsvis Pandrup Skole og det daværende Flextronics. Senere flyttede Spillestedet til Kulturhuset i Hune, som John Andersen indrettede i den tidligere Hune Skole. Det var tilbage i 2014/2015, og mange vil kunne huske bl.a. koncerten med Bent Fabricius Bjerre og Trine Pallesen som et af højdepunkterne. Den nuværende formand for Spillestedet, Jørn Kaae Eriksen, har sammen med en stor og trofast stab af frivillige fået sat effektiv system i organisationen bag koncertarrangementerne – som han selv udtrykker det: Spillestedet drives af omkring 40 professionelle frivillige.
Året 2017 blev en ny start for Spillestedet
Men vejen til den nuværende succes har ikke altid været let at betræde. Da Jørn Kaae Eriksen tiltrådte som formand i 2016, var økonomien således stram. En revisor blev sat til at gennemgå tingene, og det lykkedes at få lavet en frivillig akkordordning med Spillestedets kreditorer, så man kunne starte på en frisk. Således betegner Jørn Kaae året 2017 som en ny start for Spillestedet, hvor man begyndte at køre efter det koncept, der stadigvæk bærer koncerterne. Der satses på populær musik af både ældre og nyere dato – lige fra de gyldne tiår i 50’erne og 60’erne med bl.a. pigtrådsmusikkens gulddrenge til helt aktuel og nutidig musik. – Og selv om der også præsenteres koncerter, hvor man sidder på stolerækker og lytter, så er den virkelige nyskabelse, at koncerterne som hovedregel også inkluderer, at publikum danser til musikken. Den første koncert med dans var således med bandet McKinleys, fortæller Jørn Kaae. Fra og med denne koncert gik deltagerantallet op fra 60-70 deltagere til 120 deltagere, og i dag spilles der typisk for et publikum på mellem 250 og 320 gæster. Og de kommer fra hele Nordjylland og langt ned i Jylland. Eksempelvis samlede det legendariske band The Searchers ikke færre end 320 deltagere. Også Tøsedrengene og Beatles Revival har været på Spillestedets program med stor publikumsinteresse. Der er med andre ord kommet virkelig gang i en række velbesøgte og attraktive musikarrangementer.
Velsmurt og effektiv organisation bag koncerterne
I dag entrérer Spillestedet med et professionelt marketingsfirma i Århus, som sørger for, at hjemmesiden er opdateret og let at finde alle relevante informationer på, ligesom man også benytter sig af opslag på Facebook. Der er således massive foromtaler af alle koncerter, hvilket giver en fantastisk effekt, fortæller Jørn Kaae. Selv trives han med funktionen som formand for Spillestedet. Med sin store kærlighed til musik i almindelighed og til 60’er musikken i særdeleshed er Spillestedet og arbejdet med at arrangere koncerter et hjertebarn for ham. Som sagt har Jørn Kaae en stab af dygtige og engagerede frivillige bag sig. Tilsammen udgør det et sammentømret team, hvor hver især nøjagtigt kender deres rolle. Det giver gode og velsmurte arrangementer, hvor alt klapper – og det gør et tilfreds og veloplagt publikum derfor også (!).
Fra Kulturhuset til Nordstjernen
På et tidspunkt flyttede Spillestedet fra Kulturhuset i Hune til Restaurant Nordstjernen i Blokhus, da Kulturhuset ikke længere kunne tilbyde fredag aften som koncerttidspunkt. Nordstjernen danner nu en perfekt ramme om musikarrangementerne, der afholdes en gang om måneden bortset fra juli måned. Her er de musikalske aktiviteter lagt i hænderne på andre aktører som Musikladen, koncerterne på Torvet, på Futten og på Galleri Munken.
Programmet for 2020 fastlagt og 2021 på vej
Alle koncerter i 2020 er fastlagt, fortæller Jørn Kaae. Den førstkommende koncert d. 1. februar med Spirit Of Smoke er således allerede udsolgt, ligesom der er godt gang i billetsalget til de kommende koncerter i det hele taget. Fællesnævneren for alle arrangementerne i Spillestedets regi er, at der præsenteres god, glad musik, som der som hovedregel også danses til. Der er endvidere allerede taget hul på at fastlægge programmet for 2021, oplyser Jørn Kaae. Spillestedet er bl.a. i løbende kontakt med et engelsk bureau, som formidler kontakt til engelske og irske bands. Herhjemme er både Fuglsøcentret og Kulturperlen i Holstebro tætte samarbejdspartnere. 28. februar i år kan Spillestedet takket være samarbejdet præsentere ”In the name og Motown”, der er et populært 11-mands band fra Esbjerg.
Spillestedet – et musikalsk forum i topform
Afslutningsvis kan Jørn Kaae løfte sløret for, at en kæmpesucces i form af en gigantisk danse- og musikfest med to bands i Jetsmark Idrætscenter sidste år med 420 feststemte deltagere serviceret af 110 frivillige vil blive gentaget i 2021. – Spillestedet er kort sagt i rigtig god form, både når det gælder økonomien og kvaliteten af koncertarrangementerne. Så den er god nok – Spillestedet i Blokhus er historien om en musikalsk succes…!
…
Se mere om Spillestedet og koncerterprogram her
Foto øverst: Jørn Kaae formanden for Spillestedet