Jammerbugt FC skyder nytåret ind med et brag af en nyhed, idet tidligere divisionstopscorer, Sonny Jakobsen, vender tilbage i den blå Jammerbugt trøje på en 2-årig kontrakt.
Sonny Jakobsen, der har spillet 1. division med Thisted FC og senest bombet mål ind på stribe i færøsk fodbold, er nu vendt tilbage til klubben, hvor divisionskarrieren for alvor blev skudt i gang – og det til stor glæde for Jammerbugt FC cheftræner, Bo Zinck, der kender den målfarlige angriber særdeles godt.
– Først og fremmest er Sonny en notorisk målscorer. Han er hurtig, farlig og har et godt spark. Han er tidligere topscorer i 2. division og det kan han blive igen. Derudover kender Sonny klubben godt og vi kender hinanden godt, så vi starter fra et godt udgangspunkt. Sonny er også et godt menneske, som passer godt ind og han kender mange af de andre i truppen. Med Sonnys ankomst har vi virkelig stor konkurrence i offensiven. Det ser uhyggeligt stærkt ud og det højner niveauet hos alle. Så det er en fantastisk nytårsnyhed og jeg er meget tilfreds, fortæller en glad Bo Zinck og fremhæver, at denne væsentlige forstærkning er lykkedes med opbakning fra nogle af klubbens trofaste støtter.
– Sonny fik sit divisionsgennembrud her i klubben, så man kan vel godt sige, at det er lidt som at vende hjem. At vi har formået at hente Sonny tilbage hertil, siger lidt om hvor langt, vi er nået som klub. I den sammenhæng skal der sendes en stor tak til vores trofaste sponsorer, som har været medvirkende til, at vi er lykkedes med denne fantastiske signing, forklarer Zinck med særlig henvisning til KN Rengøring, Revisionshuset Tal og Tanker samt Pandrup Grafisk.
Sonny Jakobsen har også gjort sig en del overvejelser omkring sit næste skridt i fodboldkarrieren og at valget er faldet på Jammerbugt FC, er der flere gode grunde til.
– Efter jeg er begyndt på mit studie igen, skal man få tingene til at passe, og jeg var så heldig, at jeg kunne få tingene til at gå op med Jammerbugt FC. Dertil har det betydet meget i min beslutning, at klubben har fået samlet et stærkt hold, og heldigvis kender jeg og har spillet sammen med en del af spillerne. Set udefra ser det spændende ud med et styrket set up og en god bestyrelse, som jeg glæder mig til at møde. Og så er Bo Zinck, som jeg kender fra mine første to år i Jammerbugt FC og fra to år i Thisted FC, jo tilbage i klubben, forklarer angriberen, der er vendt tilbage flere gode oplevelser rigere, og da Sonny, flankeret af flot solskinsvejr, træder tilbage ind på græsset på Sparekassen Vendsyssel Arena fremhæver han et par højdepunkter fra tiden siden sidst han bankede mål ind på denne bane.
– Jeg har fået en datter, som er to år nu. Det har haft en stor betydning for mig, og så var oprykningen til 1. division med Thisted FC, som også Sead, Glenn og Bo var med til, en stor og betydningsfuld oplevelse. Jeg er lige kommet hjem fra et fire måneders ophold på Færøerne, som gik rigtig godt for mig personligt, men desværre glippede holdets mål i sidste kamps 89. minut, fortæller Sonny Jakobsen, der igen bl.a. skal spille sammen med brormand Nicklas Sørensen.
Nu venter nye mål med Jammerbugt FC og med sin sædvanlige ro og velovervejede facon sætter Sonny Jakobsen ord på.
– Jeg har holdt øje med, hvordan det er gået Jammerbugt FC. Min lillebror spiller i klubben og det samme gør mange tidligere holdkammerater, så jeg har set flere kampe, og med det jeg har set, har jeg høje forventninger. Men jeg ved også, at der skal rigtig meget til før tingene går op i en højere enhed.
Sonny Jakobsen tilslutter sig den øvrige Jammerbugt FC trup, når de møder ind til forårsforberedelserne d. 7. januar 2019.
Kilde: Thomas Jansen