Heftig efterspørgsel og lavt ny-udbud bag bundrekord: Sommerhuse har solgt bedre end ejerlejligheder i april
Sommerhusene bliver nu revet væk i langt større omfang, end der kommer nye huse til salg. Det er meget atypisk for sæsonen, men der er tegn på mere normale tilstande.
Der er et stort efterslæb af nye boliger til salg på grund af corona-situationen, og der er stigende salg igen – og især af sommerhuse. Det er forklaringen på, at udbuddet af boliger til salg er særdeles unormalt lige nu.
I flere uger (uge 11-17) har udbuddet af nye boliger til salg været langt under normalen – i snit godt 20 % lavere end de seneste fem år. For sommerhusene har det været omkring 30 % under tidligere år, og det er en sammen med et stærkt stigende salg forklaringen på, at der er rekordfå sommerhuse til salg ved indgangen til maj.
“Normalt bliver der fyldt op ‘på lageret’ i løbet af foråret, men det er ikke sket i år. Siden uge 11, hvor Danmark blev lukket ned, har nye boliger været en mangelvare på boligmarkedet, og i særdeleshed nye sommerhuse. De seneste par uger er sommerhusene revet væk i langt større omfang, end der kommer nye huse til salg. Det er meget atypisk for sæsonen, ” siger Michael Dalsager, senior kommunikationskonsulent i Home.
Faktisk er salget af sommerhuse så højt, at det i april overgår salget af ejerlejligheder.
“Det er aldrig sket før, ” siger Homes talsperson.
Efter corona og nedlukningen har en del sælgere og købere været afventende – det viste en repræsentativ YouGov-måling for home i starten af april, hvor cirka 4 % af danskerne sagde, at de havde udskudt deres boligsalg på grund af epidemien. 5 % af danskerne sagde tilsvarende, at de havde udskudt deres boligkøb.
Der er et stort efterslæb, og selv om udviklingen ser ud til at være vendt på det seneste med en stigning i nye boliger udbudt til salg, så har det skabt en situation, der kan koste boligsalg de kommende måneder.
“Ny-udbuddet udgør rygraden i salget de kommende måneder og henover sommeren. ‘Nyheder’ er ekstra efterspurgte af køberne, ” siger Michael Dalsager og fremhæver, at den normale store stigning i udbuddet i løbet af foråret er forklaringen på, at boligsalget stiger og typisk topper i juni.
I år kan det godt være, at toppen kommer senere, vurderer Home.
“Det er selvfølgelig ikke for sent at sætte til salg – markedet er i bedste fald bare forrykket. Lysten til at sætte hjemmet til salg kan blive forstærket af de udmærkede salgstal for april – og især i slutningen af april. Optimisme smitter, og vi ser både købere og sælgere, der trak sig lige efter nedlukningen, som nu er tilbage på markedet igen, ” siger Michael Dalsager.
Boligsalget tog et spring frem i uge 17, og boligmarkedet har indtil videre klaret sig bedre end frygtet. Markedet er dog fortsat særdeles følsomt og påvirkeligt alt efter, hvordan økonomien og jobsituationen udvikler sig i Danmark, fremhæver Home.
Kilde: Home