Strategi vedr. rottebekæmpelse efter 1. april 2021 har været oppe på kommunalbestyrelses møde i Teknik- og Miljøudvalget.
Drøfte og principbeslutte, hvorvidt en del af den kommunale rottebekæmpelse skal hjemtages (helt eller delvis) eller genudbydes i november 2020 for perioden 1. marts 2021 – 1. marts 2026
For og imod:
Kommunerne har ansvaret for at foretage en effektiv bekæmpelse af rotter. Bekæmpelsen er en ”skal” opgave, hvor bekæmpelse og forebyggelse, skal ske efter regler i rottebekendtgørelsen og tilhørende vejledning. Bekæmpelse af rotter betales via et ’rottegebyr’, der opkræves samme med ejendomsskatten.
I dag udføres opgaven med rottebekæmpelse af firmaet Anticimex, som Jammerbugt Kommune har indgået kontrakt med. Denne kontrakt har en løbetid på 5 år fra 31. marts 2016 og udløber 31. marts 2021. Der budgetteres samlet med ca. 2.500.000 kr. pr. år. til bekæmpelse.
Rotteopgaven kan opdeles i 3 delopgaver:
1) Hovedopgaven er bekæmpelse af rotter på grundlag af anmeldelse fra borgerne. Rottefængeren skal besøge og udføre tilsyn på ejendommen senest 2 hverdage efter anmeldelsen. Ved anmeldelse af rotter indenfor i boligen, udføres tilsyn samme dag, – såfremt anmeldelsen modtages inden kl. 12.00 – ellers dagen efter. Ved forekomst af rotter iværksættes bekæmpelse efter information af ejendommens ejer/kontaktperson. Gælder også lørdag og søn- og helligdage.
2) Den anden vigtige opgave er forebyggelse af rotteproblemer. Én gang om året, i perioden fra oktober til og med februar undersøges alle tilsynspligtige ejendomme for rotter. Ved forekomst af rotter skal der iværksættes bekæmpelse efter gældende regler.
Tilsynspligtige ejendomme er:
– erhvervsejendomme med dyrehold,
– primærproduktion af fødevarer og foder til dyr,
– opbevaring af foderstoffer til dyr
– eller opbevaring af planteprodukter, som efterfølgende anvendes til produktion af fødevarer til mennesker.
Der er ca. 800 tilsyn pr. år i Jammerbugt Kommune. Disse tilsyn gennemføres af 2 medarbejder fra Anticimex.
3) Endelig er der kommet en mindre ny opgave, eftersom det er blevet et lovkrav, at der kan ske anmeldelse af rotter lørdag og søn- og helligdage. Dette kræver, at der er en vagttelefon. Denne opgave løses via den vagttelefon, som Anticimex har etableret.
Langt den største del af rottebekæmpelsen er således udliciteret til Anticimex, men Jammerbugt kommune er fortsat som myndighed ansvarlig for at sikre, at rottebekæmpelsen foregår i henhold til lovgivningen. Ligeledes har Jammerbugt Kommune en opgave med at støtte op, som myndighed, i de tilfælde hvor Anticimex ikke kan komme til at gennemføre en bekæmpelse pga. modstand fra en borger.
Herudover er det en kommunal opgave at føre tilsyn med privat bekæmpelse – R2 autorisationer. Ligeledes er det en kommunal opgave at stå for administration af de krav, der er om opsætning af rottespærrer på alle bygninger med følsomt brug. Dette omfatter skoler, institutioner, plejehjem.
Som myndighed og dermed også ansvarlig for tilsyn, indberetning og kontrol med de opgaver, der er udliciteret, anvender Jammerbugt Kommune pt. 15 timer om ugen.
Hjemtagning af opgaver
På grund af kontraktudløb 31. marts 2021 finder Vækst og Udvikling, at det nu bør drøftes og besluttes, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at hjemtage en eller flere af de 3 delopgaver, som rottebekæmpelsen består af. Konkret kan disse dele af rottebekæmpelsen blive en del af Materielgårdens opgaver. Herunder er der lavet en administrativ vurdering af fordel og ulemper ved at hjemtage de forskellige opgaver.
Bekæmpelse af rotter på grundlag af anmeldelse fra borgere
Fordelen ved at hjemtage denne del af opgaven er, at Jammerbugt Kommune hurtigt kan ændre retning, som følge at nye lovpligtige opgaver, tilsyn og større sæson udsving.
Ligeledes kan den kommunale rottebekæmpelse indgå i tværfaglige projekter fx sundhedsfarlige ejendomme mv.
Men der er også store udfordringer i at hjemtage rottebekæmpelsen, og det er et videnstab af den store vidensbank omkring bekæmpelse, som bekæmpelsesfirmaerne har. Ligeledes har bekæmpelsesfirmaerne allerede uddannet et mandskab til at udføre opgaven, og da disse firmaer alle arbejder i flere kommuner mv. kan de ved sygdom, opsigelser, ferie mv hurtigt flytte medarbejdere rundt evt. ved at flytte personale fra andre opgaver.
Ligeledes er anvendelsen af rottehunde blevet mere udbredt, og det kan blive et lovkrav, at disse er tilstede. Her har bekæmpelsesfirmaerne også bemanding og erfaring.
Vækst og Udvikling vurderer, at denne relative komplicerede opgave kræver at ansatte har autorisation, og derfor bør opgaverne ikke hjemtages, da det vil tage en årrække af opbygge den nødvendige viden. Samtidig vil det, for at undgå sårbarhed, være et krav, at der indgås samarbejde med andre kommuner eller private virksomheder.
Økonomisk vurderes der ikke, at være besparelser ved at hjemtage denne opgave, da der udover ansættelse af medarbejder, indkøb af udstyr og anskaffelse af biler, også vil komme et antal administrative opgaver. Der vil være behov for såvel faglig ledelse og som personaleledelse. Ligeledes skal der indføres en vagtordning med en person på arbejde i weekenden.
Tilsynspligtige ejendomme – forebyggelse af rotte problemer
Den anden vigtige opgave er forebyggelse af rotteproblemer. Én gang om året, i perioden fra oktober til og med februar, undersøges alle tilsynspligtige ejendomme for rotter. Ved forekomst af rotter skal der iværksættes bekæmpelse efter gældende regler. Som beskrevet der er ca. 800 tilsyn pr. år i Jammerbugt Kommune. Disse tilsyn gennemføres af 2 medarbejder fra Anticimex.
Vækst og Udvikling vurderer, at der vil være en god synergi i at hjemtage denne opgave, da det vil være muligt, at udnytte eksisterende “grønt” personale på Materielgården. Dette er en gruppe af medarbejdere, der netop har nedgang i arbejdsopgaver om vinteren. Derfor kan personalet omskoles, så de kan udføre lovpligtige tilsyn i perioden fra oktober til februar hvert år.
Ulempe ved denne hjemtagelse er sårbarhed i bemanding ved sygdom, ferier og ved personalemangel. Ligeledes skal der afsættes flere timer til ledelse samt anskaffes af biler mv.
Vagttelefon – lørdag og søn- og helligdage
Dette er en mindre ny opgave, da det er blevet et lovkrav, at der kan ske anmeldelse af rotter lørdag og søn- og helligdage. Dette kræver, at der er en vagttelefon. Denne opgave løses via den vagttelefon som Anticimex har etableret.
Vækst og Udvikling vurderer, at man kan bruge eksisterende vagtordning i Materielgården, til at modtage anmeldelser af rotter indendørs og på tilsynspligtige ejendomme, hvor der skal foretages besøg i weekender og på helligdage.
Ulempen er igen, at kommunen får ansvaret for at løse denne opgave også med bemanding ved sygdom, ferier og ved personalemangel. Dog gælder dette også i forbindelse med den eksisterende vagtordning.
Det er ikke muligt, at komme med en præcis vurdering af de økonomiske konsekvenser ved de forskellige muligheder for at udbyde eller hjemtage opgaven. Når man ser på priserne på de rotteudbud, der har været i andre kommune, har der de sidste 1-2 år været en væsentlig stigning for forhold til tidligere. Så et samlet udbud af den nuværende kontrakt vil formentlig betyde en prisstigning.
Bistand med udbud af rottekontrakt, vil blive gennemførte af OC Heiberg.
Pris ca. 82.000 kr. ex moms.
Indstilling
Vækst og Udvikling indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget drøfter og principbeslutter, hvorvidt en del af den kommunale rottebekæmpelse skal hjemtages (helt eller delvis) eller genudbydes i november 2020.
Beslutning
Sagen blev drøftet. Vækst- og Udviklingsforvaltningen vender tilbage med forslag til konkret proces.
Kilde: Jammerbugt Kommune