Efter en meget velbesøgt sommerudstilling er det nu tid for Tranum Strandgård, Kunst- og kulturcenter til at slå dørene op for den efterfølgende sensommerudstilling. Det sker lørdag den 15. august fra kl. 14.
Også denne gang præsenterer Strandgården et hold på fire kunstnere. Denne gang Susan Lüth Hedegaard, Joan Riis, Amanda Zimmerlund og Kaj Fjendbo fra henholdsvis København, Aarhus, Silkeborg og Glasværkstedet Heden ved Spøttrup.
Susan Lüth Hedegaard arbejder på lærred, plexiglas, skifer, træ og med collage og “skæve” stentøjskrukker.
Naturen og lyset er drivkraften.
De åbne landskaber og store vidder. Det dramatiske, det stille, dybderne, højderne, vandet og lyset. Naturens storhed, kraft og formrigdom skabt af naturkræfterne og med konstant ændret udtryk i det evigt skiftende vejrligs mangeartede lys.
Lyset som forudsætning for vores tilværelse, for liv og vækst.
Landskaber – ikke som steder, men som stemninger, hvor det overlades til beskueren at lade sig lede af egne tanker på vandring i værkerne. Deres harmoni og ro, men samtidigt udfordrende og voldsomme – pirrer fantasien og sætter gang i refleksionerne.
Susan Lüth Hedegaard har allerede udstillet i gallerier og kunstforeninger i hele Danmark med afstikkere til Sverige, USA og Italien. Underviser også børn og voksne på Herlev Billedskole.
Joan Riis har malet siden teenagerårene, dog afbrudt af tiden som lektor i Aarhus, hvor hun underviste i kommunikationens mellemmenneskelige betydning.
Nu har hun valgt at kommunikere ved at fokusere på maleriets fortælling.
Joan Riis maler figurativt – ofte blomstermotiver. Hendes inspiration kommer fra verdens forskelligheder. Dens paradokser, kontraster og dilemmaer der både frastøder og tiltrækker.
Smukke billeder som protest mod grusomhed, lidelse og sorg for at minde os om skønhedens helende kraft.
Farverige blomsterbilleder, som fremmer den æstetiske sans og malet med både pensel og spartel, så man kan se de mange lags forskellige farver.
Joan Riis har deltaget i kurser på Aarhus Akademi, Sønderjyllands Kunstskole og Kunstskolen Kreativt Netværk i København v/Mia-Nelle Drøschler.
Hun har tidligere udstillet på flere censurerede udstillinger, gallerier og i kunstforeninger både i Danmark og Tyskland, bl.a. Fussingø Slot, Museum Vadehavet, Alster Forum i Hamborg og Egns- og grænsemuseet i Aabenraa.
Amanda Zimmerlund er 24-år og startede som selvlært kunstner for godt 3 år siden.
Primært med akvarelmaling, mest som flydende farver på stort papir, hvor der også indgår både tusch og blyant. Motiverne er især kvindeportrætter. Sårbare, skrøbelige og til tider dystert melankolske. De abstrakte, skæve værker opstår på drivkraften af frihed og det uforudsete. Leg med kontrasterne i livet. Det smukke/det grimme, livet/døden, sorgen/glæden.
Amanda Zimmerlund har altid været drevet af det kreative både gennem sang, dans og kunst og er netop færdiguddannet folkeskolelærer fra VIA University College i Silkeborg i fagene dansk og billedkunst.
Kaj Fjendbo har i omkring 20 år arbejdet med glassets tekniske og kunstneriske muligheder. Arbejdet foregår på eget værksted, ”Glasværkstedet Heden” tæt ved Spøttrup nær kysten på Limfjordslandet Salling. Her arbejdes der med ovnformet glas, ofte i metalindfatning til større væg- og murdekorationer, men også fritstående unika-glasskulpturer.
Kaj Fjendbo har bl.a. udført vægudsmykninger ved indgangen på Rødding Skole (2×2 m), på Rødding torv (11x 5 m) og lysskulpturen ”Den Kosmiske Pyramide”.
Han arbejde udelukkende med floatglas (vinduesglas), der brændes med oxid-farver ved temperaturer fra 700 til 820 grader.
Kaj Fjendbos ambitioner ligger nu på enkeltstående skulpturer i glas og metal. Det sker i den såkaldte “fall down”-teknik og udført i dyb ovn.
De fire kunstnere kan opleves på Tranum Strandgård frem til den 13. september; lørdage kl. 14-17; søndage allerede fra kl. 11.