Velkommen til Nols Hytten/Multiområdet i Saltum ved Nols Sø og Skov “Det aktive mødested”
Saltum ligger lige midt i ferieområdet mellem Blokhus og Løkken i Jammerbugt Kommune. Området her rummer enestående natur. Blot ca. 6 km. herfra ligger Saltum Strand – et fantastisk strandområde. Danmarks bedste strand.
I selve Saltum by har vi et velassorteret supermarked – (åben alle ugens dage fra kl. 7 – 22), Slagter, Egnssamlingen (Lokalhistorisk museum) og andre specialbutikker. Saltum by er også kendt for sin årlige Uld Festival og Saltum festdage, som afvikles hvert år, den 2. weekend i maj. Uld Festivalen trækker gæster fra hele landet.
DRØN-gruppen:
Multiområdet her i Saltum er blevet etableret af en frivillig forening – DRØN gennem årene 2013-2018. En forening som blev skabt af 6 mødre, alle med børn på Saltum Skole, der havde et mål, og det var at få skabt gode fysiske rammer for både vores børn i skoletiden, byens borgere og områdets turister. DRØN gruppen gik i gang, og vi fik søgt ca. 3,4 mill hjem via fonde, lokal erhvervsliv, lokale foreninger og Kommunen.
Så i dag står vi i Saltum med et skønt offentligt område, som alle frit kan benytte. En lille bøn fra DRØN er, at vi håber alle også vil være med til at passe på det.
DRØN Hytten er altid åben, og kan bookes (mod et beskedent beløb) til arrangementer. Se mere på opslag inde i DRØN Hytten.
Tætteste naboer til Multiområdet er:
Saltum Ude skole med ca. 240 elever fordelt på årgangene 0-9 klassetrin.
Saltum Børnehave og Vuggestue
Saltum SFO
KFUM Spejderne i Saltum. Ved Spejderhuset er der 2 shelter, overdækket bålhytte og bålsted på pladsen som må benyttes.
Saltum Idrætsforening (SIF), Klubhus, stadion og hal.
Saltum TRIM
Saltum Plejecenter
Nols sø og skov
Nols Sø er et rekreativt område. Har du fisketegn, er mulighederne også store. Tag hjemmesmurt madpakke med og nyd et par dejlige timer i grønne omgivelser.
Nols Skov er privat ejet, men må gerne benyttes af offentligheden til gode vandre- og cykelture. I skoven er der etableret en teknikbane, hvor mountainbike kan øves. Ruten består af ca. 2,6 km singletrack igennem et kuperet terræn, bestående af forskellige træsorter, samt tæt skovbund og mere åbne passager. Ruten er afmærket med grønne skilte.
15 nye byggegrunde i det nye boligkvarter i Saltum
Det nye kvarter i Saltum hedder Højbogårdsvej og ligger i den vestlige del af Saltum.
Størrelsen på grundene er på mellem 1.248 m² og 2.009 m², og ligger i kuperet terræn på samme side af hovedvejen som byens nyrenoverede skole, der kun ligger 250 meter væk.
Dagligvarebutik og naturområdet ved Nols Sø ligger også mindre end 500 meter væk.
Forlystelser som Fårup Sommerland er kun tre km derfra – med cykelsti hele vejen, mens Saltum strand, der er en af Nordeuropas bedste badestrande, blot er seks km væk.
Ideelt for børnefamilier – alt er samlet et sted
Den nyrenoverede Saltum Skole er en udeskole, hvor der lægges vægt på at lære om samfundet i samfundet og om naturen i naturen.
I umiddelbar sammenhæng med skolen ligger børnehave, vuggestue, SFO, Saltum Idrætsforening, klubhus, stadion og hal – samt KFUM Spejderne, der har 2 shelters, bålhytte og bålsted. Så alt er samlet ét sted til stor glæde for børnefamilierne.
Naturskønt multiområde med et væld af outdoor aktiviteter
Multiområdet ved siden af Saltum Skole har både skov, sø og en hytte, der kan bruges året rundt. Området giver rig mulighed for bl.a. vandre- og cykelture i det dejlige skovområde. Der er ligeledes etableret teknikbane, hvor mountainbike kan øves.
Den lokale klub, Saltum Trim, holder ugentlige træningsaftener med løb og MTB, hvor alle både børn og voksne er velkommen til at være med.
For yderligere information om byggegrundene i Saltum kontakt Hanne Henriksen på tlf. 72 57 73 98 eller grundsalg@jammerbugt.dk eller se på derforjammerbugt.dk.
Eller klik her for yderligere information om Derfor Jammerbugt