Sparekassen Vendsyssel Arena var velbesøgt til årets sidste kamp, hvor de gæstende thyboer var med til at skabe en atmosfærefyldt ramme om lokalbraget mellem Jammerbugt FC og Thisted FC.
Stemningen var i det hele taget god forud for kick off, hvor Jammerbugt FC U17 og U19 havde vist vejen med hjemmesejre over to Randers hold. Divisionsholdet havde i sinde at følge trop og startede opgøret som lyn og torden.
Allerede efter blot tyve sekunder var bolden centimeter fra at trille over målstregen, da Viktor Ahlmanns afslutning kun delvist blev stoppet af Thisted keeperen. Men lige før netmaskerne blev bolden sendt væk af en Thisted fod.
To minutter senere var det igen tæt på. Igen var det Viktor Ahlmann, og denne gang med fuldt tryk på bolden. Men igen kom Thisted keeperen i vejen og parerede til hjørne. I det hele taget var der både tænding og intensitet fra første fløjt, ganske som man kunne forvente af et så vigtigt lokalbrag.
Der var fuld knald på duellerne fra begge lejre, men det var Jammerbugt FC, der tog initiativet. Efter et kvarter var det Morten U. Thomsens tur til at komme tæt på en scoring. Men angriberens hovedstød fløj lige forbi trekantssammenføjningen.
Da stadionuret rundede de tyve minutter fik gæsterne sin første mulighed, da et frispark blev sendt lige over Jammerbugt FC’s mål. Men Jammerbugt FC sad på spillet og bragte det igen og igen frem på gæsternes banehalvdel. Det gav godt halvlegs i 1. halvleg en omstilling til Thisted FC, der sendte et indlæg i feltet, og med et veleksekveret hovedstød sendte de sig i front 1-0.
Det slog ikke hjemmeholdet ud. Faktisk var de blåblusede tæt på at svare igen med det samme, da Bardhec Bytyqi kom tæt på efter småspil i Thisted feltet. Senere var Mads Larsen tæt på, da han smækkede til en nedfaldsbold lige uden for feltet.
Men trods ihærdige forsøg på en udligning, stod det fortsat 0-1 ved pausefløjtet. Der var dog masser af tid til at få vendt kampen, og dømt på spil og chancer, var der grund til at tro på point, da 2. halvleg blev fløjtet i gang.
Her fortsatte kampbilledet. Jammerbugt FC forsøgte at skabe muligheder mod et kompakt og hårdtarbejdende Thisted mandskab. Hjemmeholdet spillede med stor tålmodighed og der var kampen igennem masser af spænding, tænding og intensitet.
De blå fortsatte med at spille frem sig til chancer og arbejdede i det hele taget godt for sagen. Bardhec Bytyqi, Zander Hyltoft og Max Møller bød sig alle til foran mål. Faktisk kunne det meste af holdopstilling blive nævnt i den sammenhæng. Men ind ville bolden ikke. Heller ikke da Jammerbugt FC de sidste 5-10 minutter smed alt frem og lagde hårdt pres på Thisted målet.
Med 89 minutter på stadionuret svingede Jammerbugt FC endnu en bold i feltet. Nikolaj Lyngø forlængede og ved bagerste stolpe bragede Søren V. Pedersen ind i bolden. Men Thisted keeperen hev en mirakelredning frem, da han kastede sig på tværs af målet.
Her svandt håbet om en udligning. Det ville ellers have været særdeles fortjent. Men det blev ikke til point. I stedet endte det som så mange gange tidligere i dette efterår. Masser af godt spil, hvor defensiven holdte modstandernes chancer på et minimum og offensiven skabte rigelige med chancer til hente alle tre point. Ud fra disse statistikker ville tabellen tage sig anderledes ud, men det er og bliver pointene, der står tilbage i sidste ende.
Nu venter vinterpausen, hvor der udover restitution skal arbejdes endnu mere på at putte bolden i kassen. Spillet er nemlig slet ikke så skidt endda og der er grund til at se frem mod et spændende fodboldforår med optimisme.
Til alle de trofaste støtter på lægterne, skal lyde en stor ta for opbakningen!
Jammerbugt FC – Thisted FC: 0-1 (0-1)
24’ 0-1 Mirsad Suljic, Thisted FC
Jammerbugt FC: Emil Kobberup – Glenn Rask (Simon Jensen), Søren V. Pedersen, Nikolaj Lyngø, Mads Larsen – Bardhec Bytyqi, Christian Rye (Sonny Jakobsen), Zander Hyltoft, Sead Gavranovic – Viktor Ahlmann (Max Møller), Morten U. Thomsen.
Kilde: Jammerbugt FC/ Af: Thomas Jansen