PANDRUP KLAR TIL DEN HELT STORE JULESØNDAG DEN 15. DECEMBER
Af Flemming Jansen
Pandrup by har i lighed med de andre centerbyer i Jammerbugt Kommune allerede længe været klædt på til jul, ligesom der har været god gang i julehandelen både i byens dagligvarebutikker og i specialbutikkerne. På søndag d. 15. december inviterer de handlende så til den traditionsrige store julesøndag i Pandrup, hvor alle sejl er sat til for at skabe den helt rigtige julestemning for hele familien. Den store julesøndag er kort og godt noget, der ligner kulminationen på en travl, hyggelig og festlig julehandel, men der er dog endnu god tid til at gøre en god handel og til at købe de sidste julegaver også efter på søndag (!).
Festligt fakkeloptog ledsaget af Brovst Pigegarde
Således finder du Danmarks måske største julepostkasse ved SuperBrugsen i Pandrup. Her kan man lægge sin kupon med svar på ugens spørgsmål og vinde for i tusindvis af kroner til at forsøde julen yderligere. Der er udtrækning hver uge helt frem til jul. Det er selveste julemanden, der hver lørdag tømmer julepostkassen og finder vinderne af de flotte præmier. – Søndagen byder på et stort juleoptog, der starter kl. 16 fra Pandrup Plejecenter i den sydlige ende af Bredgade. Sædvanen tro er det Brovst Pigegarde, der sørger for den musikalske stemning med festlig musik. De får følgeskab af et fakkeloptog, hvor Pandrup FDF stiller med fakkelbærerne. Og selvfølgelig holder julemanden heller ikke fri denne dag, men går med i det store juleoptog gennem hovedgaden med slutmål på Sparekassetorvet, hvor der også i år uddeles slikposer med rund hånd til de fremmødte børn.
Gratis film i Pandrup Kino og julemusik og gratis slikposer til børnene på Sparekassetorvet
Allerede kl. 14 åbner Pandrup Kino dørene for publikum og byder på gratis filmforevisning, ligesom Jammerbugt Musikskole spiller julemusik på Sparekassetorvet fra kl. 15. Det er således en bred vifte af lokale aktører, der i fællesskab sørger for at skabe de optimale rammer og det optimale indhold for en rigtig festlig og oplevelsesrig julesøndag for hele familien, hvor juleindkøbene kan kombineres med at lytte til dejlig musik, opleve det smukke fakkeloptog og i det hele taget nyde den gode juelstemning i byen.
Vigtigt at handle lokalt
Velkommen til den traditionsrige helt store julesøndag i Pandrup – du gør samtidig dig selv og din familie en tjeneste ved at købe dine julegaver og alt det andet gode til julen lokalt! Som de lokale handlendes slogan lyder: Læg din handel lokalt – så er vi her også i morgen! At blive en del af fællesskabet ved den store julesøndag i Pandrup er en god start på en glædelig jul….
…