Jammerbugt Kommune investerer i lokale haller, godkender ny sti mellem Blokhus og Løkken og tilpasser rammerne for både Seniorrådet og sommerhusområdet Paa Bakken i Blokhus.
1,6 mio. kr. til forbedringer i kommunens haller
Kommunalbestyrelsen har netop godkendt, at der fordeles 1,641 mio. kr. til energirenovering og forbedringer i en række af kommunens haller. Pengene kommer fra anlægsbudgettet for 2025 samt overførte midler fra 2024.
Formålet er at sikre moderne og bæredygtige rammer i haller, som bruges af mange lokale foreninger og borgere. Projekterne spænder fra LED-belysning og nye halgulve til solceller og ventilationssystemer.
Disse projekter får støtte:
- LED-belysning i Skovsgaard Multihus
- Nyt halgulv i Thorup-Klim Hallen
- Renovering af rør i ØAH-Hallen
- Ventilation i svømmehallen i DGI-Huset Aabybro
- Forbedringer af mobilvægge i Sport & Kulturcenter Brovst
- Solcelleanlæg i Biersted Hallen
- Energioptimering og bedre indeklima i Gjøl Hallen
- Optimering af ventilation i Jetsmark Idrætscenter
Trekroner Hallens ansøgning om tagrenovering kræver dog yderligere afklaring.
”Vores haller er vigtige samlingspunkter. Derfor prioriterer vi at holde dem i god stand,” siger borgmester Mogens Christen Gade.
Nu begynder arbejdet på stien mellem Blokhus og Løkken
Den nye cykel- og vandresti mellem Blokhus og Løkken – kendt som Sti100 – er klar til anlægsfasen. Kommunalbestyrelsen har frigivet kommunens andel på 1,9 mio. kr. af det samlede budget på 8,5 mio. kr.
Projektet sker i samarbejde med Hjørring Kommune og er støttet af Realdania, FLAG Jammerbugt og Cykelpuljen. Målet er at forbedre de rekreative forbindelser langs Vestkysten.
”Sti100 vil styrke både turismen og borgernes muligheder for naturoplevelser,” siger borgmesteren.
Færre medlemmer i Seniorrådet – men bredere repræsentation fastholdes
Fra næste valg i 2025 vil Seniorrådet bestå af ni medlemmer i stedet for 13. Kommunalbestyrelsen har samtidig besluttet, at rådsmedlemmerne fortsat skal vælges fra fire geografiske områder: Aabybro, Brovst, Fjerritslev og Pandrup – med mindst to medlemmer fra hvert.
”Det sikrer, at alle egne af kommunen bliver hørt – også i ældrepolitikken,” lyder det fra borgmester Mogens Christen Gade.
Valget i 2025 bliver et hybridvalg, hvor man både kan stemme digitalt og med fysisk brev, hvis man er fritaget for digital post.
Nye rammer for sommerhuse i Blokhus
Kommunalbestyrelsen har vedtaget en ny lokalplan og kommuneplantillæg for sommerhusområdet Paa Bakken i Blokhus. Det giver mulighed for:
- Mindre grunde (minimum 700 m²)
- Sommerhuse op til 180 m²
- Tilhørende bygninger op til 50 m²
- Tilpasning af byggeri til landskabet og områdets stil
Der har været fire høringssvar under den offentlige høring, men ingen af dem har givet anledning til ændringer i planen. Kommunen vurderer, at projektet ikke vil få væsentlig miljøpåvirkning.