På det seneste møde i kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune blev der truffet en række beslutninger med betydning for både idrætsliv, boligudvikling, kollektiv trafik og kommunens økonomi.
Blandt de største punkter var fordelingen af én million kroner til kommunens haller, en ny lokalplan for boliger i Biersted samt en løsning, der sikrer, at natbussen gennem Biersted og Nørhalne vender tilbage.
Millionstøtte til seks haller
Kommunalbestyrelsen har besluttet, hvordan årets anlægsmidler til renovering af haller skal fordeles.
Seks haller modtager støtte til projekter med fokus på energiforbedringer og sikkerhed:
- ØAH-Hallen i Halvrimmen får støtte til sensorer på lys i hal og omklædningsrum
- Sport & Kulturcenter Brovst får nyt brandvarslingssystem
- Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev får udskiftet tanke i svømmehallen
- Trekroner Landsbycenter etablerer solcelleanlæg
- Biersted Hallen får etableret sokkeldræn og varmeinstallation
- Nørhalne Hallen får blandt andet nye energieffektive lamper og ventilationsløsninger
Borgmester Christian Hem peger på, at investeringerne skal sikre gode rammer for lokalsamfundene.
– Hallerne bruges flittigt i dagligdagen, og derfor er det vigtigt, at vi både energioptimerer og styrker sikkerheden, siger han.
Nye udendørs faciliteter i Nørhalne
Samtidig får Fremad Nørhalne støtte fra kommunens landdistriktsanlægspulje til projektet “Udeliv i klub”.
Projektet skal skabe nye aktivitetsmuligheder omkring hallen med blandt andet multibane, basketballområde, fitnessfaciliteter og svævebane. De nye faciliteter er udviklet i samarbejde med byens børn og unge, og arbejdet forventes igangsat i maj med indvielse senere på året.
Positivt regnskab sender millioner i kassen
Kommunalbestyrelsen sendte også kommunens årsregnskab for 2025 videre til revision.
Regnskabet viser et driftsoverskud på 119,5 millioner kroner – 23,6 millioner kroner bedre end det korrigerede budget – samt en gennemsnitlig likviditet på 233,2 millioner kroner.
Det betyder blandt andet, at kommunen kan tilføre yderligere 13,7 millioner kroner til kassebeholdningen.
Nyt boligområde i Biersted
Et nyt boligområde i Biersted er samtidig sendt i offentlig høring.
Lokalplanen omfatter et område ved Haldagervej og giver mulighed for opførelse af op til 14 tæt-lav-boliger i form af række-, kæde- eller dobbelthuse.
Ifølge Christian Hem er der efterspørgsel på boligtypen i byen.
– Lokalplanen skal være med til at sikre et attraktivt boligudbud og en veltilrettelagt udvikling af Biersted, siger borgmesteren.
Natbus vender tilbage
Efter kritik af nedlæggelsen af natbusruten mellem Aalborg, Nørhalne, Biersted og Aabybro har kommunen nu fundet en løsning.
Fra august forventes en udvidelse af rute 24N at sikre natbuskørsel gennem både Biersted og Nørhalne igen.
Den ene afgang bliver direkte fra Aalborg, mens den anden kræver skift i Vadum.
Ifølge kommunen kan løsningen gennemføres inden for det eksisterende budget til kollektiv trafik.
Fokus på Nordjyllands udvikling
Kommunalbestyrelsen drøftede desuden årsrapporten fra Business Region North Denmark, hvor de nordjyske kommuner samarbejder om vækst og udvikling.
I 2025 har samarbejdet blandt andet haft fokus på den tredje limfjordsforbindelse, styrkelse af el-nettet i Nordjylland samt tiltrækning af arbejdskraft til landsdelen.

