Jammerbugt Kommune har sagt endeligt ja til en ny lokalplan i Biersted, der giver mulighed for 14 nye boliger. Samtidig er der sat penge af til renovering af flere kommunale bygninger, mens nye almene boliger i Hune og Brovst er ved at blive taget i brug.
Der kan nu sættes gang i planerne om et nyt boligområde på Haldagervej i Biersted.
Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune vedtog på sit møde den 27. august den endelige lokalplan for området. Planen blev sendt i offentlig høring i april, og kommunen modtog ingen bemærkninger i høringsperioden.
Den nye lokalplan giver mulighed for at opføre 14 række-, kæde- eller dobbelthuse i én etage. Hver bolig kan blive op til 100 kvadratmeter med yderligere op til 40 kvadratmeter til skur, garage eller lignende.
Målet er blandt andet at skabe flere mindre boliger i Biersted, hvor kommunen oplever en efterspørgsel fra borgere, der gerne vil blive boende i byen, men ikke længere har behov for et større hus.
– Med lokalplanen er vi også med til at understøtte den udvikling, vi ser, hvor ældre borgere ønsker at blive boende i byen, men i en mindre bolig. Dermed kommer deres tidligere hus også på markedet og kan potentielt tiltrække nye beboere og børnefamilier til Biersted, siger borgmester Christian Hem.
Biersted ligger omkring fem minutters kørsel fra Aabybro og cirka 20 minutter fra både Aalborg og vestkysten. Samtidig fremhæves byens grønne områder og mulighederne for kollektiv transport som nogle af de kvaliteter, der skal være med til at gøre byen attraktiv for nye tilflyttere.
Nyt tag på Biersted Skole
Det er ikke kun nye boliger, der er på vej i Biersted.
Kommunalbestyrelsen har også godkendt økonomien til udskiftning af en stor del af taget på Biersted Skole. Arbejdet forventes sat i gang i begyndelsen af 2027.
Flere andre kommunale ejendomme står samtidig foran vedligeholdelse og renovering.
På Gjøl Skole skal facaderne renses og algebehandles, mens taget på Børnehuset Halvrimmen skal udskiftes. På Moseby Kulturcenter skal blandt andet den udvendige trappe genopbygges, og der skal sættes nye vinduer i.
Oxholm Mølle på Øland skal males og have foretaget mindre reparationer, mens Bratskov Hovedgård skal have kalket facader og udskiftet rør. Også Rødhus Strandkiosk får en omgang maling.
Nye boliger i Hune og Brovst
På boligområdet er der også nyt fra Hune og Brovst, hvor to projekter med almene familieboliger nu er kommet i mål.
I Hune er der opført 22 nye almene familieboliger på Jonstrupvej/Hunetorpvej af Nørresundby Boligselskab. Projektet består af seks 2-værelses boliger på 76 kvadratmeter samt 16 3-værelses boliger på mellem 90 og 98 kvadratmeter.
Hune har gennem en årrække oplevet betydelig befolkningstilvækst. Målt over en tiårig periode er indbyggertallet steget med 20 procent, hvilket ifølge kommunen placerer Hune som nummer fire blandt de ti hurtigst voksende byer i Nordjylland.
I Brovst har Boligselskabet Nordjylland opført 13 almene familieboliger ved Jernbanegade/Smedevej centralt i byen. Her er der hovedsageligt tale om 3-værelses boliger på omkring 90 kvadratmeter.
Kommunalbestyrelsen har nu godkendt regarantier for de banklån, boligselskaberne har optaget i forbindelse med de to byggerier.
– Det er vigtigt, at der sker byfornyelse og investeres i alle dele af kommunen, og med de nye almene boliger i Brovst og Hune sikres det også, at efterspørgslen på den type bolig i bymidten bliver imødekommet, siger Christian Hem.
Pr. 1. august var 20 af de nye boliger i de to projekter udlejet, og ifølge kommunen kommer der løbende flere lejere til.

