Julen er højsæson for indbrud, og hvert år hører vi triste familier fortælle, hvordan de er kommet hjem til et hus, der er blevet rippet for personlige værdier. Men trods de mange ulykkelige historier frygter de færreste danskere at få besøg af indbrudstyve i julen. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse, som Gartnernes Forsikring har fået foretaget.
Frygter du at få besøg af indbrudstyve i julen?
Spørger man danskerne, er det kun 11 procent af de adspurgte, der i høj eller meget høj grad frygter indbrud, mens hele 64,5 procent svarer, at de i lav grad eller slet ikke frygter indbrud i julen. Det viser en helt ny landsdækkende undersøgelse, Gartnernes Forsikring har fået AB Analyse til at foretage blandt danskerne.
Så skulle man måske tro, at det er fordi danskerne virkelig ruster sig mod ubudne gæster op til juledagene, men sådan forholder det sig ikke. Mere end hver fjerde svarer i undersøgelsen, at de slet ingenting gør for at gardere sig mod indbrudstyve i julen.
Flere indbrud i julen
Der er dog al mulig god grund til at ruste sig mod indbrudstyvene, selvom antallet af indbrud er faldet de senere år. Julen er stadig højsæson for indbrud.
”Når danskerne tager på julebesøg hos familie og venner, er der større risiko for at få besøg af indbrudstyve end på resten af årets dage. For når stribevis af huse står tomme på de mørke vinteraftener, har indbrudstyvene nemmere ved at tømme husene for værdier. Og vi kan faktisk se i undersøgelsen, at over 9 procent af de adspurgte har oplevet indbrud i julen – og flere af dem har da også rustet sig yderligere imod indbrud. Derfor anbefaler vi – og i øvrigt også politiet m.fl. – at man stadig gør sit for indbrudssikre sit hus, så det ikke er nemt for indbrudstyvene at bryde ind gennem vinduer og døre,” lyder det fra Lene Harvig, Kommunikationschef i Gartnernes Forsikring.
Naboer holder øje
Et at de mest almindelige råd mod indbrud er at få sine naboer til at holde øje med sit hus, og det gør en del danskere, viser undersøgelsen fra Gartnernes Forsikring. 33,5 procent af danskerne har en aftale med naboerne om, at de holder øje med hinandens huse, mens 19,4 procent er tilmeldt Nabohjælp.
”At hjælpe hinanden med at holde øje med hinandens huse kan fungere præventivt i kampen mod indbrud. Men det er selvfølgelig ingen garanti for, at der ikke sker indbrud. Man kan ikke sidde og stirre på naboens hus 24 timer i døgnet. Derfor anbefaler vi altid, at man supplerer med tænd/sluk ure og bevægelsessensorer. For når lyset tændes på en mørk aften, er det nemmere for naboen at se, at nogen bevæger sig rundt på nabogrunden, og så kan de evt. ringe til politiet,” lyder rådet fra Lene Harvig i Gartnernes Forsikring.
Se flere gode råd om nabohjælp her: https://www.garfors.dk/nyhed/godt-naboskab-forebygger-indbrud-3-gode-raad
Sociale medier er en sladrehank
Et råd af lidt nyere dato er, at man skal undgå at fortælle på de sociale medier, hvor man holder juleferie, da indbrudstyve også følger med online. Hele 36,1 procent har faktisk taget dette råd til sig og undgår at fortælle, når de ikke er hjemme.
Pas på julens indbrudstyve
Gartnernes Forsikring har samlet de almindelig gode råd til, hvordan man forhindrer indbrud i julen og har spurgt danskerne, om de følger dem. I parentes kan man se, hvor mange af danskerne, der har taget rådet til sig.
- Undgå at fortælle på de sociale medier, når du ikke er hjemme (36,1 procent)
- Få naboer til at holde øje med huset (33,8 procent)
- Brug tænd/sluk ur eller anden timerfunktion (33,4 procent)
- Gem værdifulde ting væk (25,6 procent)
- Sæt bevægelsescensorer på udendørsbelysning (24,4 procent)
- Giv dit hus et grundigt tjek ifht. indbrudssikring (19,7 procent)
- Er tilmeldt Nabohjælp (19,4 procent)
- Lad være med at rydde op (16,7 procent)
Hvor mange af disse råd følger du?
Kilde: Gartnernes Forsikring