Positive historier fra social- og sundhedsfagene skal gøre, at flere fremover vælger og fuldfører uddannelserne. Den nye image- og rekrutteringskampagne sætter fokus på både fagligheden og alsidigheden i jobbet som social- og sundhedsassistent og social- og sundhedshjælper.
Vi bliver flere ældre i de kommende år, men forholdsvis færre til at løfte pleje- og omsorgsopgaverne. Der er derfor behov for at rekruttere og fastholde medarbejdere i social- og sundhedsfagene. Ifølge en rapport fra VIVE kan oplysning og en mere nuanceret fremstilling af fagene styrke dette, da der er en udpræget grad af uvidenhed og fordomme om dem. Det skal en ny rekrutterings- og imagekampagne være med til at lave om på.
Kampagnen er skabt i et samarbejde med en bred kreds af forskellige parter, der tæller, KL, FOA, Danske SOSU-skoler, Danske Regioner, Social- og Ældreministeriet og Sundhedsstyrelsen. Alle har haft som fælles mål at styrke rekrutteringen til uddannelserne såvel som fagene.
Kampagnen henvender sig til potentielle ansøgere til social- og sundhedsuddannelserne, og til dem der påvirker andres uddannelsesvalg. Fra uddannelsesvejledere og lærere til forældre og venner.
Kampagnens hovedfilm kan ses på socialsundhed.dk og på en række sociale medier.
Indsatsen er en fortsættelse af kampagneindsatsen, der også kørte i august-oktober, og den varer året ud.
Kilde: Sundhedsstyrelsen