Ny forskning fastslår, at fædres alder på undfangelsestidspunktet har betydning for børnenes risiko for at have psykiske udviklingsforstyrrelser. Jo ældre fædre, desto højere risiko.
Tidligere studier har fundet en sammenhæng mellem fædres fremskredne alder og deres børns øgede risiko for at have en sindslidelse eller en psykisk udviklingsforstyrrelse. Især psykiske udviklingsforstyrrelser såsom autisme, der er kendetegnet ved sociale og kommunikative udfordringer.
Men hvorvidt dette skyldes arv eller miljø har hidtil ikke været muligt at fastslå. Nu bekræfter ny forskning, hvor man har studeret rotter, at fædrenes alder på undfangelsestidspunktet spiller den afgørende rolle.
– Blandt mennesker bliver fædrene typisk hos deres børn. Derfor har man ikke kunnet afgøre, om deres børns øgede risiko for at have en sindslidelse eller psykiske udviklingsforstyrrelse skyldes, at man var vokset op med en ældre far, eller om årsagen var biologisk. Samtidig har det været yderst svært for forskere at isolere alder, når man har studeret mennesker.
Det forklarer lektor Markus Wöhr fra Biologisk Institut på Syddansk Universitet.
Fokus på alder
Sammen med en række andre forskere har han netop publiceret resultaterne fra et forskningsprojekt i det videnskabelige tidsskrift Molecular Autism. I forskningsprojektet har man undersøgt, hvorvidt den øgede risiko er netop biologisk betinget.
Gennem forsøg med rotter, har det været muligt at designe et eksperiment, hvor man har kunnet sikre, at den eneste forskel på testgruppen og kontrolgruppen var fædrenes alder på undfangelsestidspunktet.
Her blev rotterne parret i to grupper. I testgruppen var hanrotterne nøjagtigt 12 måneder gamle. I kontrolgruppen var hanrotterne nøjagtigt to måneder gamle. I alle tilfælde var hunrotterne i forsøget to måneder gamle.
Da rotteungerne ikke vokser op med deres fædre, har man kunnet udelukke, at den øgede risiko skyldes miljø.
– Vi undersøgte, hvorvidt forekomsten af de sociale og kommunikative udfordringer var større blandt rotteungerne fra den ene gruppe i forhold til den anden, fortæller Markus Wöhr.
Rottelatter som målestok
Ligesom hos mennesker, var udfordringen her, at man ikke umiddelbart kan måle via en blodprøve eller lignende, hvorvidt en rotte har en sindslidelse eller en psykisk udviklingsforstyrrelse.
Til gengæld kunne man se en betydelig forskel på rotteungernes vokale kommunikation med hinanden og dermed vurdere om de har sociale og kommunikative udfordringer.
– Rotter har nogle højfrekvente kald til hinanden, som mennesker ikke kan høre. Men vi ved, at disse er positive og bliver brugt, når rotterne er glade, begejstrede eller endda euforiske, forklarer Markus Wöhr, der beskriver rotter som meget sociale dyr.
Det positive kald er så karakteristisk, at forskere kalder det for rotternes latter.
Og her var forskellen tydelig. Rotteungerne med unge fædre benyttede i høj grad, deres positive kald, når de var sammen med hinanden, mens rotteungerne med gamle fædre i væsentligt mindre grad brugte deres positive kald.
Forsøgene blev udført gentagne gange. Hver gang med de samme resultater og bevis på, at rotteungerne med gamle fædre ikke nød sociale interaktioner på samme måde, som de andre rotteunger.
– Dette bekræfter, at det er fædrenes alder ved undfangelsen, der betyder en markant forskel, siger Markus Wöhr.
Forandring i hjernen
Undersøgelse af hjernevæv fra de to grupper af rotteunger viste også, at der var neurobiologiske forskelle.
Her fandt man frem til, at to specifikke såkaldte microRNA’er, der påvirker hjernens plasticitet, blev reguleret meget anderledes i hjernen hos rotteungerne med gamle fædre sammenlignet med hjernen hos rotteungerne med unge fædre.
– Efterfølgende har vi kunnet undersøge de specifikke microRNA’er hos mennesker og fundet frem til, at de også her bliver påvirket betydeligt hos mennesker med ældre fædre sammenlignet med hos mennesker, der har yngre fædre, siger Markus Wöhr.
Den nye viden åbner for en række videnskabelige spørgsmål, som forskningsgruppen ønsker at undersøge.
– Fordi man har identificeret den neurobiologiske forskel hos individer med ældre fædre, opstår et nyt potentiale også for behandling af psykiske udviklingsforstyrrelser, såsom autisme, i fremtiden, siger han.
Kilde: Syddansk Universitet
