Den nye Audi SQ5 TDI har igen en stærk V6-dieselmotor under hjelmen – ligesom den succesrige forgænger fra den første modelgeneration. En elektrisk kompressor giver den sportslige SUV det store drejningsmoment uden turbotøven, og et mildhybridsystem øger effektiviten.
3.0 V6-TDI-motoren i den nye Audi SQ5 TDI kombinerer spontan kraft med effektivitet. Det fulde drejningsmoment på 700 Nm er konstant til rådighed fra 2.500 til 3.100 omdrejninger, og sammen med en ydelse på 347 hk sender det den sportslige SUV fra 0 til 100 km/t på 5,1 sek. og videre op til en elektronisk begrænset tophastighed på 250 km/t.
I den nye SQ5 TDI har Audi videreudviklet drivlinjekonceptet fra den store SQ7 TDI. Det 48-volts primære ledningsnet har en integreret elektrisk drevet kompressor (EAV) og et mildhybridsystem. Et kompakt litium-ion-batteri under bagagerumsbunden med en strømkapacitet på 10 Ah fungerer som energiakkumulator. En DC/DC-omformer tilkobler det konventionelle 12-volts-net.
Den elektriske kompressor er ny assistent til turboladeren
Den elektriske kompressor er den perfekte assistent til turboladeren. Den understøtter i de situationer, hvor udstødningen har for lidt energi til at drive turboladeren – altså ved igangsætning og ved acceleration i det lave omdrejningsområde op til 1.650 omdrejninger. Det høje drejningsmoment er straks til rådighed uden nogen form for turbotøven, når føreren har brug for det – både ved igangsætning, ved overhalinger og ved udgangen af sving. Under kørsel i hverdagen sikrer den tidlige og hurtige opbygning af drejningsmomentet et lavt omdrejningstal og forbrug.
Den elektriske kompressor sidder i indsugningsluftføringen bag ladeluftkøleren i nærheden af motoren. Hvis belastningsbehovet fra speederen er højt, men der stadig er for lidt ladetryk tilgængeligt fra udstødningsturboladeren, så anvendes den elektriske kompressor. En kompakt elmotor, som yder op til 7 kW, accelererer kompressorhjulet op til 65.000 omdrejninger på ca. 300 millisekunder og skaber et relativt ladetryk på 1,4 bar.
MHEV-teknologien giver rekuperation, rullefunktion og en blid start
MHEV-systemet (Mild Hybrid Electric Vehicle) i den nye Audi SQ5 TDI kan sænke forbruget ved reel kørsel med op til 0,7 l pr. 100 kilometer. Det centrale element er en remstartergenerator, som er forbundet med krumtapakslen. Ved deceleration kan den rekuperere en ydelse på op til 12 kW. Denne elektriske energi lagres i litium-ion-batteriet og bliver derfra sendt tilbage til de elektriske forbrugere i bilens ledningsnet.
Hvis føreren slipper speederen i hastighedsområdet mellem 55 og 160 km/t, kan den nye Audi SQ5 TDI – afhængigt af indstillingen i Audi drive select og kørselssituationen – enten rekuperere, rulle med frigjort kobling i tomgang eller rulle i op til 40 sek. med standset motor. Når føreren giver gas, starter remstartergeneratoren motoren igen, og det sker mærkbart hurtigere og mere komfortabelt end med en almindelig starter. MHEV-teknologien giver mulighed for at aktivere start-stop-funktionen allerede fra en resterende hastighed på 22 km/t. Fra stilstand starter motoren allerede, mens bremsepedalen er trådt ned, så snart bilen foran SQ5 TDI sætter sig i bevægelse.
Motor med fokus på trækkraft og effektivitet
3.0 V6 TDI-motoren er i dette højeste ydelsestrin blevet videreudviklet og tilpasset på mange områder. Krumtapakslen, stemplerne, plejlstængerne og oliekredsløbet er blevet konstrueret specielt til de høje krav. Termostyringen er yderst variabel, hvor krumtaphuset og topstykkerne forsynes af egne kølekredsløb, og det gør, at motorolien hurtigt bliver varm efter en koldstart. Afhængigt af behovet bliver oliekøleren, den elektriske kompressor, remstartergeneratoren og turboladeren inkluderet i kølevæskestrømmen. Den store udstødningsturbolader med variabel turbinegeometri genererer et relativt ladetryk på op til 2,4 bar. En sound aktuator i udstødningssystemet giver TDI-motoren en sportslig lyd.
8-trins tiptronic
Kraftoverføringen forløber via en hurtigt og komfortabelt skiftende 8-trins tiptronic. Dens laveste gear er sportsligt korte, mens de højeste gear har en lang udveksling, som sænker omdrejningstallet og forbruget. Nye detaljeløsninger gør det muligt for tiptronic at indgå i et effektivt samspil med MHEV-teknologien, så når den sportslige SUV ruller, og motoren kører i tomgang eller er standset helt, åbnes koblingen i centralgearkassen, og kraftoverføringen afbrydes. En elektrisk oliepumpe sikrer, at gearkassen kan vælge det gear, der skal bruges ved genstart af motoren, allerede mens bilen ruller.
quattro og sportsdifferentiale
Det permanente firehjulstræk quattro er standard på den nye SQ5 TDI som på alle S-modeller fra Audi. Ved almindelig kørsel fordeler systemets automatisk spærrende midterdifferentiale trækkraften i forholdet 40:60 mellem for- og bagakslen. Hvis der opstår tendens til hjulspind, overføres den største del af kræfterne til den aksel, der har det bedste vejgreb, og afhængigt af kørselssituationen kan der overføres maksimalt 70 % til forakslen eller 85 % til bagakslen.
Torque vectoring, som er en intelligent softwarefunktion som supplement til quattro-firehjulstrækket, er aktiv på alle slags underlag. Ved dynamisk kørsel gennem sving bremser systemet de hjul, der er inderst i svinget, minimalt, inden de kan begynde at spinde. På den måde ledes trækkraften via differentialet hen til det hjul, der har det bedste vejgreb. Så drejer den sportslige SUV let ind i svinget – indstyringsegenskaberne forbliver neutrale i meget lang tid, og køreegenskaberne er stabile, præcise og adrætte.
Som ekstraudstyr kan SQ5 TDI bestilles med sportsdifferentiale på bagakslen. Ved dynamisk kørsel i sving fordeles trækkraften aktivt mellem baghjulene, og sportsdifferentialet presser nærmest bilen ind i svinget og forhindrer understyring allerede i opstartsfasen. Ved acceleration ud af skarpe sving overfører det mere drejningsmoment til det yderste baghjul i svinget for at øge adrætheden yderligere.
Undervogn
Grundstenen til den nye Audi SQ5 TDI’s sportslige køreegenskaber lægges af en avanceret undervogn med femleddet aksel forrest og bagest. Som ekstraudstyr tilbyder Audi den dynamiske styring, der kan variere sin udveksling via et akseldrev afhængigt af hastigheden og styrevinklen. Den nye SQ5 TDI er som standard udstyret med en undervogn med støddæmperregulering, som sænker karrosseriet 30 mm i forhold til Q5 med standardundervogn. Den har en særligt stor spredning mellem komfort og dynamik.
Sammen med sportsdifferentialet, motoren, styretøjet og tiptronic er støddæmperne desuden integreret i køredynamiksystemet Audi drive select. Ved hjælp af dette system kan føreren regulere disse systemers funktion via flere forskellige profiler. Som ekstraudstyr tilbyder Audi den S-specifikke adaptive luftaffjedring, som ud over støddæmpningen også tilpasser karrosseriets højde til den pågældende kørselssituation.
Den nye Audi SQ5 TDI er som standard udstyret med 20″ støbte aluminiumsfælge med 255/45-dæk, og som ekstraudstyr kan man vælge fælge på 21”. Derudover fås tre forskellige fælgdesigns på 21” fra Audi Sport GmbH. På forakslen arbejder seksstemplede bremsesadler af aluminium, som tager fat om stålbremseskiverne med en diameter på 375 mm. De sort- eller som ekstraudstyr rødlakerede bremsesadler har S-logoer.
Førerassistentsystemer
Den nye Audi SQ5 TDI byder ligesom Audi Q5 på et bredt udvalg af førerassistentsystemer. Den forudseende effektivitetsassistent hjælper føreren med at spare brændstof ved hjælp af målrettede anvisninger, den adaptive fartpilot inklusive køassistent kan overtage styringen delvis i tæt trafik, og active lane assist gør det lettere at holde vognbanen. Disse og andre funktioner er samlet i assistentpakken Tour, der fås som ekstraudstyr.
Funktionerne assistent til registrering af tværgående trafik bagved, udstigningsadvarsel, undvigeassistent og drejeassistent, der alle fås som ekstraudstyr, øger ligeledes sikkerheden i hverdagen. Det samme gør sig gældende for pre sense-systemerne, hvor Audi pre sense city er en del af standardudstyret. Systemet advarer mod fodgængere og køretøjer og – inden for systemets grænser – indleder om nødvendigt en automatisk nødopbremsning.
Logisk betjening og intelligent infotainment
MMI-betjeningskonceptet i Audi SQ5 TDI har en let forståelig opbygning og omfatter en intelligent fritekstsøgning. Den naturlige stemmestyring kan også behandle indhold fra dagligdagssproget, mens det tredje betjeningsniveau udgøres af multifunktionslæderrattet, som anvendes til styring af førerinformationssystemet eller Audi virtual cockpit (ekstraudstyr). Dets 12,3” skærm viser afhængigt af indstillingen en S-specifik sportsfunktion, som giver omdrejningstælleren en central placering.
Top-infotainmentsystemet er MMI Navigation plus med MMI all-in-touch og en 8,3” skærm. En standardmæssig del af topsystemet er Audi connect, som kobler SQ5 TDI op med internettet via LTE og omfatter et Wi-Fi-hotspot til passagerernes mobile apparater.
Audi phone box kobler smartphones op med bilens antenne via nærfeltsopkobling og kan samtidig lade dem op induktivt. Til de kræsne hi-fi-fans fås der et Bang & Olufsen Sound System med 3D-lyd.
Udvendigt design
Det udvendige design omfatter mange detaljer, som viser Audi SQ5 TDI’s dynamiske karakter. De markante stødfangere foran og bagpå omfatter markant udformede luftindtag og en diffusorindsats med bikubeformet gitter. Singleframe-grillen er forsynet med dobbelte aluminiumslameller og kontrastfyldte pynteelementer i farven mat twilightgrå. S-logoet med den røde firkant sætter sit præg flere steder.
For- og baglygterne er som standard med LED-teknologi og dynamisk blinklys foran og bagpå. Sidespejlhusene og pyntelisten på diffusoren skinner i aluminiumslook, og en dørliste i bilens farve understreger sportsligheden. Lakfarven pantersort kan vælges eksklusivt til Audi SQ5 TDI.
Kabinen
Kabinen, der er holdt i mørke toner, modtager fører og passagerer med panellister med lys og eksklusive S-logoer. Kontrastsyninger på læderrattet og sportssæderne skaber en dynamisk og elegant atmosfære. S-sportssæderne i læder og Alcantara kan opgraderes yderligere med læder af typen Feinnappa med diamantformede syninger og en pneumatisk massagefunktion. Dekorindlæg i børstet aluminium er standard, og som ekstraudstyr kan man vælge ædle træindlæg eller en eksklusiv kulfiberliste. Skiftekontakterne ved rattet er udført i aluminiumslook, mens pedalerne og fodstøtten har indlæg i ædelstål.
Bagsæde plus i den nye Audi SQ5 TDI er inddelt i tre segmenter, og det kan som ekstraudstyr forskydes i længderetningen og indstilles i hældningen. Bagagerummet har en volumen på 550 l, og når bagsæderyglænene klappes frem, vokser pladsen til 1.550 l.
SQ5 i Danmark
Audi SQ5 lander hos de danske forhandlere i løbet af sommeren 2019. Der er endnu ikke danske priser.
Brændstofforbrug
Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 14,7-15,2
CO2-emission ved blandet kørsel i g/km: 172-177
SQ5 TDI er certificeret i henhold til udstødningsnormen Euro 6d-temp.
(Angivelser vedr. brændstofforbrug og CO2-emissioner gælder i intervaller afhængigt af den valgte dæk-/fælgstørrelse og det valgte udstyr)
Links
Se flere billeder på audi-mediacenter
Bliv klogere på Audis teknologier på Technology Lexicon
Kilde: Britt Stillinger PR Chef Audi Danmark