Ny app skal øge tilgængeligheden:
Nu kan kæledyr gå til dyrlægen online
Det er nu muligt at gå til dyrlægen digitalt ved hjælp af en ny app udviklet af AniCura. Appen giver kæledyrsejere mulighed for at møde dyrlægen hjemmefra via mobilen og skal blandt andet være med til at gøre dyrlægebesøg mere fleksible og tilgængelige – også på den anden side af coronakrisen.
Under coronanedlukningen har et stigende antal kæledyrsejere besøgt dyrlægen digitalt ved hjælp af en ny app lanceret af AniCura, der giver kæledyrsejere mulighed for at møde dyrlægen hjemmefra via mobilen.
– AniCura-appen har nu været i Danmark i fem måneder og er kommet forrygende fra start. Appen tjener som et rigtig godt supplement til vores fysiske klinikker, hvilket blot bekræfter os i, at appen er en moderne måde at være tilgængelig på over for kæledyrsejerne. Derfor ser vi også et stort potentiale i appen på den anden side af coronakrisen, da det for mange kæledyrsejere vil være en let og fleksibel løsning i en travl hverdag, lyder det fra Sanne Ross, chefveterinær i AniCura Danmark.
Bemandet med autoriserede dyrlæger
I AniCura-appen kan kæledyrsejere møde AniCuras dyrlæger via telefonsamtale og videokonsultation og kan benyttes af hunde- og katteejere, uanset om det drejer sig om feber, træthed, sår, halthed, vejrtrækning, tænder eller lignende.
– Vi oplever en fordeling på cirka 60 procent hunde og 40 procent katte, og det primære formål er at råde og vejlede eller henvise til dyrlægebehandling, alt efter hvad konsultationen drejer sig om. Kæledyrsejeren kan således uploade billeder eller lave et videoopkald, så dyrlægen kan se hunden eller katten via appen. Det giver os mulighed for at foretage en grundig og samlet vurdering om, hvorvidt dyret har brug for en fysisk undersøgelse, forklarer Sanne Ross.
Appen er bemandet med autoriserede og erfarne dyrlæger, der kombinerer arbejdet online med fysisk bemanding i AniCuras klinikker, som tæller mere end 23 fordelt over hele landet.
– Vi ser en stor værdi i at kunne supplere de fysiske klinikker med et digitalt tilbud. For os er det vigtigt, at dyreejere har adgang til dyrlægen, for eksempel når det kan være vanskeligt fysisk at gå til dyrlægen i coronatiden, eller hvis man eksempelvis ikke har en bil. Cirka halvdelen af de patienter, vi hjælper via appen, har brug for råd og vejledning, som vi kan give dem direkte via appen. Den anden halvdel har behov for yderligere hjælp hos en fysisk dyrlæge, som vi således henviser til. Det kan både være den klinik, de plejer at benytte, eller den der er tættest på, siger Sanne Ross.
Det kræver ingen tidsbestilling at benytte AniCura-appen, som er tilgængelig alle dage kl. 7-22. Det første besøg via appen er gratis, hvorefter AniCuras ordinære priser gælder.