Med musik, taler og snoreklip blev den forlængede Sti100 officielt indviet fredag den 15. maj. Den populære sti strækker sig nu hele vejen fra Blokhus til Løkken gennem det naturskønne kystlandskab bag klitterne.
Omkring 300 lodsejere, sommerhusgæster, motionister, politikere og naturinteresserede var mødt op ved Munkens Klit syd for Løkken for at fejre åbningen. Her sørgede Jammerbugt Garden for den musikalske start på arrangementet – trods kraftig blæst.
Det var borgmestrene Christian Hem og Søren Smalbro, der sammen klippede snoren til det nye stykke sti.
Seks års arbejde er nu færdigt
Projektet udspringer af den strategiske udviklingsplan for Blokhus-Løkken fra 2020, hvor ønsket om at forlænge Sti100 blev vedtaget. Med støtte fra Realdania er det nordlige stykke mellem Kettrup Bjerge og Løkken nu etableret og opgraderet.
I sin tale fremhævede Christian Hem, at projektet vil give værdi til både lokale og besøgende.
– Der er tale om et stort kvalitetsløft af hele området, som vil komme områdets mange gæster til gode – både kommunernes egne borgere og turister, der kommer langvejs fra, sagde borgmesteren.
Søren Smalbro understregede samtidig, at stien skaber bedre sammenhæng på tværs af kommunegrænserne.
– Sti100 binder Blokhus og Løkken sammen – og viser, at gode oplevelser ikke stopper ved kommunegrænsen. Det er en sti, der skaber sammenhæng for både lokale og gæster og giver nye måder at opleve landskabet bag klitterne på, lød det fra ham.
Natur og oplevelser hånd i hånd
Hos Realdania glæder man sig over, at projektet både styrker friluftslivet og tager hensyn til naturen.
– Vi er glade for at have støttet forlængelsen af Sti100, som nu er i mål. Det er et projekt, som gør det endnu mere oplagt at bruge den storslåede natur i området, og som vil styrke den lokale udvikling – vel at mærke uden at det sker på bekostning af den sårbare klitnatur, sagde filantropidirektør Stine Lea Jacobi.
Efter taler, kaffe og kage kunne deltagerne selv tage de første skridt på den nye strækning.
Nye stier, bænke og naturformidling
Projektet omfatter seks kilometer ny sti gennem kystlandskabet fra Kettrup Bjerge til Løkken. Samtidig er flere øst-vestgående kyststier blevet forlænget, så området nu giver endnu bedre muligheder for vandre- og cykelture.
Langs stien er der opsat bænke, korttavler og formidlingstavler med information om områdets flora og fauna – blandt andet med input fra Danmarks Naturfredningsforening.
Både Nordsøstien og Vestkystruten bliver samtidig justeret, så vandrere og cyklister får endnu større glæde af de nye forbindelser i området.

