Det fremadstormende designbrand hædres med hele to Red Dot Design Awards. Det kan åbne døre til nye markeder.
En kompromisløs og ambitiøs tilgang til design og produktudvikling kaster nu fornem hæder af sig for aalborgensiske SACKit.
Virksomheden, der fik sit gennembrud ved at relancere sækkestolen som et eksklusivt loungemøbel, har vundet; ikke bare én, men hele to Red Dot Design Awards. Det er hovedtelefonen TOUCHit samt den trådløse oplader og powerbank CHARGEit, der er kommet med i det fornemme selskab hos en af verdens mest anerkendte designinstitutioner.
– Jeg er mega glad og ekstremt stolt. SACKits produktudvikling er bygget op omkring, at vi kun laver ting, som vi gerne selv vil eje. Derfor er det et kæmpe skulderklap for os, at en så anerkendt organisation som Red Dot bekræfter os i, at vores produkter er lige så fede, som vi selv synes. For mig er det noget af det største, vi kan opnå, siger stifter og CEO Kristoffer Glerup.
Nytænkende produkter der imponerer
Både TOUCHit og CHARGEit blev lanceret i slutningen af 2018 og har fået en flot modtagelse blandt såvel kunder som anmeldere. Fælles for dem begge er, at SACKit har set et hul i markedet og skabt nytænkende produkter af høj kvalitet, hvilket netop er nogle af de kriterier, som Red Dot-juryen vægter højt:
– Med CHARGEit var vores mål at designe en trådløs oplader og powerbank, som man har lyst til at have liggende fremme. Den er lavet i aluminium, i modsætning til de øvrige produkter på markedet, som er lavet i plast, og vi bruger stof i højeste kvalitet fra Kvadrat, fortæller Kristoffer Glerup.
Tilsvarende gælder det for hovedtelefonen TOUCHit, hvor SACKit har skabt et produkt, der bringer noget nytænkning ind i et eksisterende marked.
– Inden for hovedtelefoner findes der ’in ear’, ’on ear’ og ’over ear’, hvor ’over ear’ helt klart er den, der spiller bedst, fordi den dækker hele øret til. Vi har formået at designe en ’on ear’, der spiller lige så godt som en ’over ear’, og som samtidig har ’active noise cancellation’. Det er aldrig set før, og det er folk virkelig imponerede over, siger Kristoffer Glerup.
En døråbner i udlandet
SACKit sælger sine produkter i 26 lande og omsætter allerede for et tocifret millionbeløb i udlandet. Men ambitionerne rækker meget længere end det. Virksomheden leder lige nu med lys og lygte efter en eksportmanager, der kan være med til at indfri den ambitiøse målsætning om en årlig fordobling af eksportsalget. Her kan de to Red Dot-priser vise sig at få stor betydning:
– I lande, hvor de ikke kender os så godt i forvejen, vil Red Dot være et kvalitetsstempel. Det er med til at vise, at vi er en seriøs virksomhed, der laver produkter i en høj kvalitet. Så jeg er slet ikke i tvivl om, at det kommer til at åbne døre for os i udlandet, siger Kristoffer Glerup.
Priserne overrækkes den 8. juli ved en gallafest i Aalto-Musiktheater i den tyske by, Essen. SACKit vil herefter, sammen med de øvrige vindere, indgå i den officielle Red Dot-udstilling ”Design On Stage” i Red Dot Design Museum Essen.
Fakta om Red Dot Design Award
Red Dot Design Award har eksisteret siden 1955 og betragtes som én af verdens største og mest fornemme designkonkurrencer. Der uddeles priser inden for kategorierne Product Design, Brands & Communication og Design Concept.
I produktkategorien, hvor SACKit har vundet sine to priser, har der i år været indstillet over 5.500 produkter fra 55 lande. De mange produkter er blevet vurderet af en uvildig jury bestående af omkring 40 internationale eksperter. Foruden det æstetiske element bedømmes de indstillede produkter på baggrund af en lang række kriterier; herunder innovation, materialekvalitet, funktionalitet og bæredygtighed.
Fakta om SACKit
SACKit udvikler og sælger livsstilsprodukter med hovedvægt på kvalitet, funktionalitet og dansk design, der skiller sig ud. Virksomheden er stiftet i Aalborg i 2012 af CEO Kristoffer Glerup. I 2016 kom managing director Peter Rasmussen ind som partner. SACKit omsætter årligt for et større tocifret millionbeløb på 26 markeder verden over. 30 procent af salget kommer fra eksport med Norge, Sverige, Finland og Tyskland som de vigtigste markeder. Læs mere på www.sackit.dk