LINK TIL SERIEN.https://aalborgstift.dk/aktuelt/tro-haab-corona
Sognepræst Jesper Fodgaard tog et skridt til højre. Halvt i søvne havde han glemt, at han og familien var i sommerhuset, og ikke derhjemme i Aalborg.
I næste øjeblik befandt han sig i en ukontrolleret, svævende tilstand. Trådte ud i ingenting. Til højre var nemlig trappen. I panik greb han ud efter noget at holde fast i, rev billeder ned fra væggen, hvis glas splintredes i hundredevis af stykker på trinene.
Han røg med hovedet først, trin for trin, ned for enden af trappen.
Hans kone hørte den voldsomme larm og kom løbende ud fra soveværelset. Hun skreg. Jesper Fodgaard lå med hovedet i en 90 graders stilling, og glasset havde slået ham til blods. Mirakuløst var han nærmest uskadt.
Den fysiske følelse af ubehag, som Jesper Fodgaard oplevede i splitsekundet inden han ramte trappen, har han flere gange følt siden faldet, hvis han har oplevet en kritisk situation for sig selv eller familien.
Og netop frygten har danskerne stiftet kollektivt bekendtskab med under Corona-krisen oplever sognepræsten ved Vor Frelsers Kirke i Aalborg.
Ny podcastserie
Det fortæller han om i 1. afsnit af podcast-serien “Tro, håb og Corona”, som Folkekirken i Nordjylland (Aalborg Stift) står bag.
I hvert afsnit har en ny præst en samtale med journalist Sofie Klingberg om de mange store eksistentielle spørgsmål og følelser, som Corona-krisen vækker hos mange i disse uger.
Andet afsnit er med Provst Gerda Jessen, sognepræst i Nibe/Vokslev. Afsnittet handler om “isolationen”. Hun frygter at hun aldrig kommer til at se sine isolerede forældre igen. De er begge omkring 90 år gamle, og har frabedt sig besøg. Hun finder nu stor trøst i sin tro.
LINK TIL SERIEN: https://aalborgstift.dk/aktuelt/tro-haab-corona
FAKTA: En podcast er en lydfil, som kan høres direkte fra en hjemmeside eller nemt kan downloades og afspilles fra brugerens smartphone fra en podcast-app.
Fotos: Helle Thorngaard Jessen.