Danskernes mobilvaner har ændret sig markant i et coronapræget 2020. Generelt er danskernes forbrug af mobildata steget med 40%, og nordjyderne ligger lige over gennemsnittet med en stigning på 41% sammenlignet med sidste år.
Hjemmearbejde, karantæner og rejserestriktioner har i den grad påvirket vores adfærd og mobilvaner. Generelt har vi talt 13% mere i telefon end sidste år, og vi har brugt vores mobiltelefoner 40% mere til at gå på nettet.
Mobiloperatøren Telenor har set på mobiltrafikken i mobilnetværket i 2020, og set på hvor i landet at dataforbruget er steget mest igennem 2020 sammenlignet med sidste år. Størst har stigningen været på Syd- og Vestsjælland, hvor forbruget af mobildata er steget med 48%, hvor stigningen i Nordjylland ligger på 41% i 2020.
”Datatrafikken har været stigende i flere år, men i år har det været vildt at se, hvordan vores ændrede corona-adfærd har været så tydelig – især i dagene omkring lockdown i marts, hvor trafikken i netværket steg voldsomt under første pressemøde, ligesom mobiltrafikken i sommer viste, at danskerne i den grad havde skiftet Solkysten ud med Skagen, hvor dataforbruget i Skagen steg med hele 56% i sommer grundet de mange lokale turister,” siger Jesper Mølbak, netværksekspert i Telenor.
Stigningen fortsatte ind i efteråret og topper i november. Her noterede Telenor årets højeste stigning på 54% på landsplan, hvor der udover øget hjemmearbejde blev shoppet Black Friday-tilbud og julegaver online.
Tallene i ovenstående er baseret på generel tale- og datatrafik i netværket sammenlignet med trafikken i netværket samme tid sidste år.
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.
Telenor er Danmarks næststørste teleselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 1.200 medarbejdere, har 40 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien.