Det endte i sæsonens femte uafgjorte kamp, da Jammerbugt FC søndag gæstede FC Sydvest i Sønderjylland, hvor opgøret endte målløst 0-0.
Sejrstørsten var stor hos Jammerbugt FC spillerne forud for opgøret, hvor kun en enkelt sejr i sæsonens første syv runder virkede af alt for lidt i forhold til spil og chancer. Det var da også de blåblusede, som gjorde bedst figur i kampens første halvdel.
Jammerbugt FC skabte i de første 45 minutter chancerne til at bringe sig i front. Blandt andre forsøgte Simon Jensen sig fra distancen, mens også Sead Gavranovic fra kanten af feltet kom tæt på. Dertil havde Jammerbugt FC flere nærgående dødbolde, men som så mange gange før i denne sæson, manglede den afgørende skarphed i feltet.
Heldigvis var skarpheden der i eget felt, hvor defensiven spillede til nul, og efter 1. halvleg var følelsen at sejren bestemt var inde for rækkevidde, men kampens 2. halvleg blev en anden og mindre god historie, hvor de blås spil ikke på samme måde svingede.
Værterne fik i stedet muligheder for at vende opgøret til deres fordel, og kort før tid var en stor dobbeltchance tæt på at sende Jammerbugt FC spillerne til tælling. De holdte stand og så endte det hele med lidt blandede følelser. Skuffelse over at 1. halvlegs spilovertag ikke havde grundlagt en sejr og samtidig lettelse over, at det trods alt blev til det ene point, trods den sene forskrækkelse.
– Vi spillede en rigtig fin 1. halvleg på mange parametre og fik skabt de chancer, der skulle til. Kun manglende skarphed gjorde, at vi ikke førte ved pausen. Vi kunne også godt have ført med mere end en. Men vi fik spillet os godt ind i kampen, tog styringen og kom fint til pause. Vi ville endnu mere i 2. halvleg, men må bare sige, at det lykkedes slet ikke. Vi spillede en rædderlig 2. halvleg. Det var som nat og dag. Men vi slipper igennem med 0-0, og det er positivt, at vi holder nullet. Jeg er meget tilfreds med det, vi får sat op i 1. halvleg, og så ender 2. halvleg i noget rigtig rod. Det er vi selvfølgelig utilfredse med, men vi ender med at skulle være tilfredse med det ene point, fremfor utilfredse med vi ikke får alle tre, evaluererede cheftræner, Bo Zinck, efter kampen.
Nu hedder det Dalum IF på hjemmebane i næste runde, og her er sejrstørsten ikke blevet mindre. Dansen om stregen, der deler tabellen i to, er tæt og det er ved at være tid til at samle på 3-points resultater, hvis de blåblusede skal ende dansen på den eftertragtede side af stregen, som leder til oprykningsspil i det nye år. Holdet har gang på gang vist, hvilke kvaliteter det rummer, som i 1. halvleg i mod FC Sydvest. Næste weekend er det forhåbentlig tydeligt alle 90 minutter, og med tre point til følge efter kampens sidste fløjt.
FC Sydvest – Jammerbugt FC: 0-0
Jammerbugt FC: Emil Kobberup – Simon Jensen, Søren V. Pedersen, Mikkel Konnerup, Mads Larsen – Bardhec Bytyqi (Sebastian Mourier), Christian Rye, Zander Hyltoft, Sead Gavranovic (Sonny Jakobsen) – Bayan Fenwick (Max Møller), Viktor Ahlmann.
Kilde: Jammerbugt FC / Af: Thomas Jansen