Når livredderne fra TrygFonden Kystlivredning indtager deres faste plads på Blokhus Strand fredag den 26. juni, bliver det samtidig starten på et særligt jubilæumsår. Det ikoniske rød-hvide livreddertårn kan nemlig fejre 25-års fødselsdag.
Siden år 2001 har livredderne været en fast del af sommerlivet på stranden, hvor de hver dag holder øje med de mange lokale og turister, der søger mod Vesterhavet.
– Vi har været glade for at skabe tryghed på Blokhus Strand hver sommer i de seneste 25 år. Det har været en stor fornøjelse at møde de lokale badegæster og alle turisterne, der nyder de gode strande, som er populære og velbesøgte, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.
Han sender samtidig en tak til Jammerbugt Kommune for samarbejdet gennem årene.
For at markere jubilæet byder livredderne på kage til de første strandgæster ved tårnet, når sæsonen skydes i gang fredag den 26. juni klokken 10.
Mere end redningsaktioner
Selvom livredderne er klar til at rykke ud, hvis mennesker kommer i nød, består en stor del af arbejdet af forebyggelse og vejledning.
Livredderne hjælper dagligt strandgæster med gode råd om sikker badning, vurdering af strømforhold og vejledning om, hvor det er bedst at gå i vandet. Samtidig assisterer de ofte med mindre skader som rifter og småsår.
– De mere alvorlige situationer, hvor vi akut skal i vandet for at hjælpe folk, fylder heldigvis en mindre del af vores arbejde, men de opstår hvert år. Det understreger vigtigheden af, at vi er til stede, så vi kan hjælpe både børn og voksne, der pludselig kommer i problemer, siger René Højer.
I 2025 gennemførte TrygFondens kystlivreddere mere end 66.000 indsatser på de danske strande og havnebade. I 21 tilfælde blev personer vurderet til at være i potentiel livsfare.
Fokus på børns sikkerhed
Børnefamilier kan også besøge livreddertårnet og få en gratis udgave af “Håndbog til små livreddere”. Bogen indeholder både opgaver, lege og gode råd om sikkerhed ved vandet.
Ifølge TrygFonden er der fortsat behov for at styrke børns svømmefærdigheder.
– Det er vigtigt at lære at svømme og være tryg i vandet. Vi ved fra undersøgelser, at en tredjedel af de 7-10-årige ikke kan svømme uden hjælpemidler, siger René Højer.
Opfordring til at bade ved livreddertårnet
TrygFonden anbefaler, at badegæster vælger strande med livreddere, når de skal i vandet.
Livreddernes primære badeområde er markeret med de kendte rød-gule flag, hvor der konstant holdes opsyn med badende. Her kan livredderne hurtigt reagere, hvis nogen kommer i vanskeligheder.
– Revlehuller, strømforhold og bølgernes kræfter kan overraske selv en god svømmer, så det er en ekstra tryghed at vide, at livredderne kan gribe ind, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.
Livreddertårnet på Blokhus Strand er bemandet hver dag fra klokken 10 til 18 fra den 26. juni til og med den 19. august.
De fem baderåd
- Lær at svømme
- Gå aldrig alene i vandet
- Læs vinden og vandet
- Lær stranden at kende
- Slip ikke børnene af syne

