Det bliver både sjovt og rørende, når danskernes yndlingssvensker Lisa Nilsson søndag 22. januar gæster Koncertsalen i Musikkens Hus sammen med guitarist Mattias Torell.
Lisa Nilsson og Mattias Torell har arbejdet sammen siden 1992, og det tætte partnerskab smitter af på scenen. De testede det intime duo-format ved en lille håndfuld koncerter tidligere på året, og nu er de klar til at brede det ud over flere spillesteder. Ingen koncerter bliver ens, og setlisten byder på hits fra bagkataloget, personlige favoritter og en række numre, der passer til det intime setup.
At spille kun os to er utroligt udviklende og spændende. Her er tale om et et fortroligt samarbejde, der bygger på gensidig musikalsk tillid. At spille lidt slagtøj og synge er sjovt, og jeg elsker, at der også er plads til lidt standup og fortællinger mellem numrene. Koncerterne rummer lige dele humor og hits, ligesom der bliver plads til en samtale eller to om livet og det at være menneske. Der bliver plads til både grin og gråd, fortæller Lisa Nilsson om den kommende koncert i Musikkens Hus.
52-årige Lisa Nilsson slog for alvor igennem i Danmark i 1992 med sit tredje album Himlen runt hörnet. Det var også med det album, at samarbejdet med Mattias Torell tog sin begyndelse, og gennem årene har de både spillet og skrevet flere numre sammen. Svenske Lisa Nilsson en alsidig kunstner, der både har sunget, indspillet og skrevet sange med mange forskellige kunstnere og orkestre, herunder også bigbands og symfoniorkestre. Hun har desuden medvirket i film og sunget titelmelodien til Hella Joofs film En kort, en lang, hvilket blot øgede hendes popularitet i Danmark. Mattias Torell er en mangefacetteret guitarist, som har arbejdet med Lisa Nilsson i næsten 30 år. De deler begge en stor kærlighed til soul, brasilianske rytmer og jazz, og duoen har skrevet flere af Nilssons store numre sammen. Torell har spillet med et hav af orkestre og solister i form af blandt andre Hanne Boel, Orup, Bo Kaspers Orkester, Robyn, Eric Gadd og Eagle-Eye Cherry og Roxette.
Hvad: Koncert med Lisa Nilsson og Mattias Torell
Hvor og hvornår: Koncertsalen i Musikkens Hus, søndag 22. januar 2023 kl. 20:00
Billetpris: 480 kr. (www.musikkenshus.dk)
Kilde: Musikkens Hus