Lasse Steffensen sendes i Superligaen til sommer
Hårdt arbejde belønner sig. Også for Jammerbugt FC’s Lasse Steffensen, der efter indeværende sæson skifter til Superligaklubben Vendsyssel FF på en fuldtidskontrakt.
Den høje, rolige og boldsikre midterforsvarer har de seneste sæsoner været en fast del af Jammerbugt FC’s divisionsmandskab, hvor Lasse har bidt sig solidt fast i start 11’eren og etableret sig blandt de bedste i rækken.
Sportsligt er der derfor tale om en svækkelse af divisionsholdet, men i et større perspektiv må det betragtes som en sejr for klubben, når den som her lykkes med at sende en af sine spillere videre op på et højere niveau.
– Som træner for et divisionsmandskab, synes jeg naturligvis det er træls at miste Lasse, der har udviklet sig til en virkelig dygtig forsvarsspiller for os og en profil i 2. division i det hele taget. Men det er kun én del af det, understreger Jammerbugt FC cheftræner, Bo Zinck, og fortsætter;
– Jeg græder med det ene øje og smiler med det andet. Som træner er jeg også virkelig stolt, og det skal vi også være som klub. Lasse har fået hele sin fodboldopdragelse her i klubben, og dette er et stort skulderklap til alle, der yder en indsats i klubben. At vi kan sende endnu en spiller i Superligaen er stærkt og det gør mig meget glad. Ikke mindst på Lasses vegne, men også på hele klubbens. Når vi lykkes med dette, er det et kvalitetsstempel på klubben og vores talentudvikling. Det er ikke første gang, vi sender en spiller i Superligaen, og det bliver heller ikke sidste gang. Alle i klubben ønsker Lasse alt mulig held og lykke med de nye spændende udfordringer. Nu er der bare tilbage at håbe på, Lasse når hele vejen til udlandet en dag, smiler cheftræner Bo Zinck, inden ordet gives videre til Lasse selv.
– Det er klart, at Jetsmark IF og Jammerbugt FC har en stor plads i mit hjerte. Jeg er kommet i klubben, lige siden jeg kunne kravle og tilbragt et utal af timer herude. Klubben og de mange fantastiske mennesker, der er her og har været her, har alle sammen sat deres præg på mig. Det er klart, at når du bruger så mange timer det samme sted, så kan det ikke undgås at have indflydelse på, hvem du er, både som spiller og menneske. Jeg har ikke altid haft det største talent, men er der noget som klubben har lært mig, er det, at med hårdt arbejde kan du komme langt, fremhæver Lasse Steffensen med vemod i stemmen. Vemod afløses dog straks af gå-på-mod.
– Det er selvfølgelig en drengedrøm, som går i opfyldelse. Går man bare to år tilbage i tiden, så tror jeg ikke, at der var mange, som kunne forestille sig, det ville ske. De par år er gået stærkt og der er sket meget med mig som fodboldspiller. Fra at spille på 2. holdet til at blive en fast mand i divisionsholdets start 11’er. Jeg har arbejdet meget hårdt for hele tiden at bygge på og blive bedre og så er det selvfølgelig dejligt, at en klub som Vendsyssel FF lægger mærke til det. Jeg ser meget frem til at bruge alt min tid på den sport, som betyder så meget for mig, fortæller Stef, og runder af med takke dem, som gennem mange år i klubben har hjulpet ham på vejen til drengedrømmen.
– Jeg vil gerne sige tak til alle de mennesker i og omkring klubben, som hver dag er med til at gøre både Jetsmark IF og Jammerbugt FC til det, klubben er i dag. Tak til de trænere og holdkammerater, som jeg har haft gennem tiden i klubben. De har alle del i, at jeg er kommet hertil.
Nu rettes fokus ind på præstationerne i den resterende del af divisionssæsonen for at sikre den bedst mulige afslutning på ét fodboldkapitel, så et nyt i landets bedste række kan starte med bedst mulige afsæt.
Kilde: Jammerbugt FC/ Af: Thomas Jansen