Den landsdækkende entreprenørvirksomhed, Raunstrup vil tættere på kunderne i Nordjylland og åbner derfor nu en afdeling i Aalborg. Lokal mand med Raunstrup-blod i årerne er ny afdelingschef.
For over 50 år siden startede Raunstrup Tømrer- og Snedkerforretning i Raunstrup i Nordjylland. Siden er den lille forretning vokset markant og er i dag en landsdækkende virksomhed med over 400 medarbejdere. Nu vender koncernen tilbage mod det nordjyske og har startet ny afdeling i Aalborg, for at komme tættere på eksisterende og kommende kunder samt samarbejdspartnere.
– Vi er en landsdækkende håndværkervirksomhed med stort fokus på det lokale. På vores andre lokationer kan vi se, at det vi lykkes med, sker fordi, vi er tæt på kunderne og kan kombinere nærheden med en stor faglig viden, som vi får igennem sparring på tværs af afdelinger og regioner. Det er det, vi skal overføre til Aalborg, og vi tror på, at vi kan lykkes med at skabe en stærk afdeling med gode relationer til det lokale erhvervsliv, fortæller Søren Kristensen, administrerende direktør i Raunstrup A/S.
Raunstrup-blod i årerne
Raunstrup har forfremmet nordenfjordsfødte Thomas Hegelund til stillingen som chef i den nye afdeling. Han kom til Raunstrup-koncernen i 2012 som konstruktørpraktikant. Siden har han arbejdet sig op, først til byggeleder og senere projektleder, og indtil i sommers har han været projektchef for en totalentreprise på 300 boliger i Odense. Han ser nu frem til at være med til at udvikle den nye afdeling og hilser de nye udfordringer velkommen:
– Jeg er glad for den tillid, Raunstrup viser mig. Det at have ansvaret for en hel afdeling er noget helt andet end at have ansvaret for en byggesag, og jeg ser frem til at etablere og udvikle afdelingen, så vi kan komme tættere på vores nordjyske kunder og skabe de relationer, der er ekstremt vigtige indenfor vores branche, siger Thomas Hegelund, afdelingschef for Raunstrup Aalborg.
Raunstrup har stor erfaring med at videreuddanne og omskole deres medarbejdere, så de dels øger deres faglige viden, og dels kan rykke op i systemet. At Thomas Hegelund selv er en af dem, der har taget skridtene internt i virksomheden, ser han som en stor styrke.
– Jeg står med en hel ny medarbejdergruppe, der tæller 45 tømrere og funktionærer. Så jeg skal sørge for at formidle Raunstrups værdier til dem, så alle står samme sted. Derfor er det en stor fordel for mig, at jeg kender virksomheden indefra og ved, hvad det vil sige at være Raunstrup-medarbejder, forklarer Thomas Hegelund.
Ansvarlighed, ordentlighed og kvalitet
Fremtidsplanen for den nyåbnede afdeling er at få rodfæste i det nordjyske. Det skal ske ved at fortælle og vise de lokale, hvad Raunstrup-navnet står for både som totalentreprenør, tømrervirksomhed og som samarbejdspartner.
– Vores grundlæggende værdier hos Raunstrup er ansvarlighed, ordentlighed og kvalitet. Vi er en landsdækkende virksomhed, men vores kunder skal møde den samme ekspertise, service og ydelse, uanset om det er på Sydsjælland eller i Nordjylland. Derfor er vores primære job at formidle vores værdier og kompetencer til nordjyderne, og det skal ske gennem vores arbejde og adfærd, forklarer Thomas Hegelund.
Kilde: Epicent Public Relations