Fritidskommune
Jammerbugt Kommune vil være Danmarks bedste Fritidskommune og dette projekt fortsætter ind i 2020 og de kommende år. Konkret er der bl.a. igangsat et samarbejde (projekt Kulturrygsæk”) med kommunens skoler, hvilket betyder at alle skoleelever i løbet af deres skoletid vil blive præsenteret for flere forskellige kulturtilbud, end det hidtil har været muligt. Ligeledes afholdes Tour de Jammerbugt og Kultur de Jammerbugt. Desuden skal Jammerbugt kommunale Ungdomsskole bidrage til, at Jammerbugt Kommune bliver den bedste fritidskommune i Danmark.
Der skal løbende sættes fokus på ungdomsskolens indhold og de fysiske rammer for at kunne give et attraktivt tilbud til kommunens unge. Konkret ser kommunalbestyrelsen positivt på, at Jammerbugt Ungdomsskole etablerer klubtilbud i den tidligere tandlægeklinik i Saltum.
Brovst Pigegarde
Brovst Pigegarde tildeles et éngangstilskud på 200.000 kr. i 2020 med henblik på at sikre foreningen mulighed for at genoprette sikker drift fremover.
Transport
Forligspartierne er enige om at opfordre NT til at vurdere muligheden for investering i shuttelbusser.
Egnssamlingen i Saltum
Der ønskes at arbejde på et budget i balance for Egnssamlingen i Saltum. Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget indleder en dialog med bestyrelsen i Egnssamlingen om et budget i balance uden at tilføre yderligere driftsmidler til rammen.
Hvis det ikke er muligt uden tilførsel af yderligere midler, kan løsningen være at til- føre ekstra midler fra rammen på 200.000 kr., som er afsat til egnssamlingernes arbejde generelt.
I dette tilfælde skal disse midler modsvares af konsulentbistand til de øvrige arkiver og egnssamlinger i Jammerbugt Kommune. Der tages en drøftelse med Lokalhistorisk Samråd, om der er behov for denne hjælp, og hvad den i givet fald skal be- stå af, og om man ønsker at binde midlerne på denne måde.
Dræning af kommunale stadions
Der opleves markante udfordringer med våde baner på de kommunale stadions som følge af manglende dræningsmuligheder. Der er derfor afsat en pulje på 200.000 kr. årligt de kommende år til at håndtere denne udfordring og påbegynde arbejdet med at sikre de kommunale baner imod vand, således at banerne bliver brugbare i endnu større grad. I den forbindelse prioriteres Ørebro Stadion.
Investering i kommunale cykelstiprojekter – strækningerne Kollerup Strand- vej, Brovst – Tranum samt Tranum – Vestkystsporet
Forligspartierne afsætter i 2020 og 2021 samlet set 24,1 mio. kr. til at realisere tre store cykelstiprojekter. Cykelstierne er længe ønskede projekter og skal bidrage til at skabe sikre cykelruter i områderne for både skoleelever, lokale, gæster og cykelmotionister. Samtidig bidrager cykelstierne til ambitionen om at blive Danmarks bedste fritidskommune og at blive en turistmagnet indenfor cykelturisme og som et aktiv for den aktive turist. Til projekterne er der modtaget statslig medfinansiering på 9,7 mio. kr., og det kommunale budget bidrager med 14,4 mio. kr. Alle tre projekter forventes påbegyndt i 2020.
Cykelstiplan for Jammerbugt Kommune
Forligsparterne er enige om, at der også i fremtiden bør prioriteres anlægsmidler til cykelstier i Jammerbugt Kommune. Derfor er parterne enige om, at den tidligere udarbejdede Cykelstiplan skal opdateres, så det synliggøres, hvilke cykelstier, der mangler at blive etableret i forhold til tidligere års beslutninger, og hvilke cykelstier der bør etableres i fremtiden.
Forligsparterne ønsker, at cykelstier skal prioriteres med baggrund i Jammerbugt Kommunes profil på sundhed, og at flere og flere borgere cykler både i hverdagen og i fritiden.
Parterne er enige om, at cykelstier skal etableres for at skabe trafiksikre skoleveje, for at sikre tilgængelighed for borgerne i almindelighed og for at forbedre mulighederne for at Jammerbugt Kommune kan udvikle sig yderligere inden for cykelturisme.
Materialet afspejler budgetaftalen, men budgettet er ikke endeligt godkendt endnu, idet kommunalbestyrelsen andenbehandler budgettet 31. oktober.
Kilde: Jammerbugt Kommune