• Indsend nyhed
søndag 2. august 2026
Jammerbugt Avis
  • Nyheder
  • Sport
  • Det sker
  • Erhverv
  • 112
No Result
View All Result
  • Nyheder
  • Sport
  • Det sker
  • Erhverv
  • 112
No Result
View All Result
Jammerbugt Avis
No Result
View All Result
Redaktionenaf Redaktionen
31. december 2021
in Nyheder
0
DELINGER
Share on FacebookShare on Twitter

Jammerbugt Kommune og lokale ildsjæle mødes for at diskutere lokalområdernes fremtid

ILDSJÆLE GØR FORSKELLEN – FULD GANG I DRØFTELSERNE AF LOKALOMRÅDERNES UDVIKLING I JAMMERBUGT KOMMUNE

 

Af Flemming Jansen

 

Ildsjælene gør forskellen – under denne overskrift har byrådet besluttet at afholde en række borgermøder i alle Jammerbugt Kommunes lokalsamfund i løbet af efteråret 2019 og foråret 2020. Der er for kort tid siden taget hul på processen, der lige nu er i fuld gang. Vi var med, da der onsdag d. 9. oktober var kaldt til LUP-møde på Jetsmark Skolecenter i lokalområdet omfattende Pandrup, Kaas og Moseby. LUP står for lokal udviklingsplan. På disse møder sættes de enkelte lokalsamfunds udvikling øverst på dagsordenen, og politikere, repræsentanter fra forvaltningen og lokale ildsjæle drøfter i fællesskab, hvordan området skal udvikle sig i de næste 2 år.

 

I Jetsmark slår tre bysamfund kræfterne sammen

 

Knap et halvt hundrede mennesker var mødt op på Jetsmark Skolecenter, hvor udvalgsformand Helle Bak Andreasen (V) bød velkommen og roste Jetsmark-området for, at hele tre bysamfund her har samlet kræfterne i en fælles kamp for at styrke et lokalområde, der repræsenterer ca. 6.500 indbyggere. Ved således at slå kræfterne sammen i en fælles indsats, styrker man samtidig muligheden for at skabe en positiv og fremadrettet udvikling, lød vurderingen. Med hele møderækken mellem politikere, embedsfolk og lokale ildsjæle ønsker byrådet i en god og gensidig tillidsfuld dialog at fremme udviklingen af nye projekter, at genoptage gamle projekter samt i det hele taget at sætte udvikling og fremdrift i fokus.

Udvalgsformand og byrådsmedlem Helle Bak Andreasen (V) bød velkommen og havde rosende ord til Jetsmark-området.

 

Ny skole og opgraderet idrætscenter giver optimale muligheder for ny vækst

 

Ikke overraskende fyldte det kommende byggeri af den nye skole meget på LUP-mødet i Jetsmark, ligesom også den kommende udvidelse og renovering af Jetsmark Idrætscenter var i fokus. Også udvikling af erhvervsområderne samt bevarelse og videreudvikling af handelslivet var på dagsordenen. Det samme gjaldt et ønske om at udvikle kulturlivet og bevare det rige og mangfoldige idrætsliv i lokalområdet. – ”Jetsmark i bevægelse” er et slogan, som meget præcist beskriver dette unikke idræts- og foreningsliv. Endelig glædede en af Jetsmarks repræsentanter i Landdistriktsrådet, Flemming Dahl Jensen, sig over, at det er lykkedes at bevare og endda styrke politistationen i nærområdet, der i dag har 6-8 betjente tilknyttet.

Byrådsmedlemmer og lokale ildsjæle i god og munter dialog…

 

Forhave til et af Danmarks mest unikke turistområder

 

At Jetsmarkområdet samtidig er en slags forhave til Blokhus og et af Danmarks mest markante turistområder, så man masser af muligheder i både handelsmæssigt og bosætningsmæssigt. Ligeledes er den nye skole og det opgraderede Idrætscenter med til at styrke mulighederne for vækst markant – ikke mindst når det gælder at tiltrække børnefamilier. Derfor er det vigtigt med en målrettet markedsføring af byggegrunde i området. Som en af blomsterne i den store buket af ønsker om turistattraktioner blev det endvidere fremhævet som et stort ønske at bevare den særlige event, som hestevæddeløbet i Pandrup er.

Engageret og livlig debat ved bordene…

 

Vigtigt led i etablering af frugtbar dialog mellem politikere og borgere

 

Mødet på Jetsmark Skolecenter var et vigtigt led i hele den lange proces med at etablere en frugtbar dialog mellem beslutningstagere og engagerede borgere i kommunens lokalsamfund. Stemningen var god, konstruktiv og optimistisk og lover godt for det videre forløb. Det satte sit præg, at mødet blev indledt med den glade og livsbekræftende fællessang ”Lad os danse i livstræets krone…”. Der var i hvert fald intet ønske om ”bare at gå og gå i stå” (!).

…

Topbillede: Knap et halvt hundrede borgere deltog i dialogmøde på Jetsmark Skolecenter…

Next Post

Nye tal: Hver kvadratmeter i huset er blevet knap 500 kroner mere værd

Jammerbugt Avis

Navigation

  • Kontakt os
  • Bliv meddeler
  • Køb annoncering på Jammerbugt Avis
  • Rettigheder og copyright

Følg os

No Result
View All Result
  • 112
  • Bliv meddeler
  • Det sker
  • Erhverv
  • Indsend nyhed
  • Jammerbugt Avis
  • Køb annoncering på Jammerbugt Avis
  • Kontakt os
  • Nyheder
  • Rettigheder og copyright
  • Sport

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne hjemmeside giver du samtykke til, at cookies bruges.