Jammerbugt Kommune håber på at de igen kan bakke om Spil Dansk 2019
Jammerbugt Kommune har alle år deltaget i Spil Dansk, og der har været mange aktiviteter. Vækst og Udvikling vil igen i år i samarbejde med Kulturskolen tage initiativ til Spil Dansk, og der søges om midler til at gennemføre Spil Dansk 2019.
Kulturskolen og Vækst og Udvikling har set på tidligere års tilbud og sammensat et forslag med de mest efterspurgte aktiviteter samt en ny- og helhedstænkning af tilbuddet til dagtilbud og pædagoger.
I år påtænkes følgende arrangementer:
- Musik ud på seks plejecentre eller andre relevante modtagere, eksempelvis Frivillighuset – fælles erindringssang med en professionel musikalsk duo. Tilbuddet laves i samarbejde med Kulturskolen.
- Musik ud i daginstitutionerne – 10 dagtilbud kan få fem timer med en professionel musiker og sanger. Tilbuddet laves i samarbejde med BMMK, Børns Møde Med Kunst. I år forventes et sørøvertema, og der bliver tale om et sammenhængende tilbud med musikpædagoger ude i de enkelte institutioner, to fælleskoncerter, hvor børnene oplever de sange og sanglege, de har lært i et stort setup med optræden og sammen med mange børn. Endelig vil der være en pædagogworkshop med sanglege etc. til de 3-6 årige, hvor pædagogerne undervises af samme musikpædagoger og i samme materiale, som udvikles til projektet.
- Morgen- og formiddagssang med sanglærer fra Kulturskolen til folkeskolerne. Tilbud til fire skoler om at få musikalsk besøg og lave en fælles musiktime for eleverne.
- Det påtænkes, at dagtilbudsbørn inviteres til koncert med musikelever på Fjerritslev Gymnasium. Børnene afhentes i børnehaven af Fjerritslev Gymnasiums bus. Et samarbejde med Fjerritslev Gymnasium.
- Kulturelt Samvirke tager initiativ til maratonsang i fællesskab med de 24 lokalområder.
- Opfordringer til samtlige skoler og dagtilbud om at støtte op om Spil Dansk 2019 og ideer til, hvordan man kan gøre dette.
- Opfordring til kirkerne om at invitere børn og bedsteforældre til sang i kirken. Tilbuddet laves i samarbejde med organister og menighedsråd.
- Opfordringer til kulturildsjælene om at støtte op om Spil Dansk 2019 (både i Kulturblad og pr. mail) samt ideer til, hvordan man kan gøre dette.
Hvis ovenstående ideer gennemføres, vil det give dansk sang og musik til 250 børn i dagtilbud, elever i fire skoler samt undervisning i sanglege til pædagoger i alle dagtilbud. Desuden seks musikalske oplevelser til eksempelvis ældre medborgere på plejecentre, patientgrupper m.fl. Tilbuddene realiseres naturligvis kun, hvis målgrupperne siger ja tak. Det plejer de dog heldigvis at gøre. BMMK er forespurgt om tilskud, og vi kan forvente tilskud fra dem, men det er ikke bekræftet.
Kilde: Jammerbugt Kommune