ammerbugt FC ramte sæsonens foreløbige højdepunkt, da det søndag eftermiddag lykkedes at hente alle tre point med hjem fra Gladsaxe Stadion efter en 1-0 sejr over AB fra toppen af rækken.
Udekampen mod ambitiøse AB var på forhånd udset til en af sæsonens sværeste udfordringer. Alligevel løste Jammerbugt FC spillerne opgaven på fornem vis og hev en særdeles vigtig og velfortjent sejr i hus.
Der var ellers modgang nok fra første fløjt, ja faktisk også før. Holdet var ramt af både skader og karantæner, og måtte også undvære Søren V. Pedersen i sidste øjeblik før kick off. Ca. 20 minutter inde i kampen måtte også Mikkel Konnerup gå ud med en skade. Han blev afløst af U19 spiller Mikkel From, som sammen med de øvrige spillere på dagens hold viste karakter og leverede en rigtig mandfolkepræstation. Endda med ti mand til sidst, efter Mads Larsen, måske lidt uheldigt, fik sit andet gule kort og dermed rødt.
I kampens 1. halvleg leverede Jammerbugt FC langt hen ad vejen varen. Det var kun målet, der manglede. Der var ellers flere chancer for at score, endda også et par af de større, men ind ville den lille runde ikke og ved pausen stod det fortsat 0-0.
AB ville også være med og det var i det hele tage en god og åben fodboldkamp, hvor det trods en lige dyst ikke var ufortjent at pointene landede i udeholdets omklædningsrum efter de 90 minutters fodbold. Det var Jammerbugt FC, som skabte mest, samtidig med en stærk organisation lukkede af bagtil.
Det afgørende mål kom kort efter stadionuret på Gladsaxe Stadion havde rundet den ene time. Jammerbugt FC angreb op ad højre kant, hvorfra bolden blev lagt fladt i feltet. Ved forreste stolpe mistimede Morten U. Thomsen sin afslutning og bolden fløj videre ind i feltet. Her dukkede en umarkeret Bardhec Bytyqi op og sendte bolden i nettet.
Det blev som nævnt ikke uden dramatik, at Jammerbugt FC kørte sejren hjem. Et lille kvarter før tid modtog Mads Larsen sit andet gule kort i kampen. Det blev dermed vekslet til et rødt, og så skulle der virkelig holdes ved i den afsluttende fase af kampen. Det lykkedes holdet med og dermed var en meget vigtig sejr i hus.
– Jeg er meget tilfreds, og jeg er meget stolt, lød det prompte fra Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck, da han på vej ud af København tog hul på sin evaluering af dagens sejr.
– Der var ellers på alle måder lagt op til, at vi skulle have en svær kamp. Vi manglede flere spillere i dag og måtte skifte ud på holdet lige før kampstart. Kort inde i kampen måtte vi så skifte ud igen og vi ender kampen i undertal. Men vi må bare sige, at alle mand, også dem, der kommer ind, de kæmper altså for hinanden og giver sig fuldt ud. Det var en flot sejr, slår Zinck fast.
Han var dog bekymret undervejs, hvor modgangen ikke virkede til at stilne af. Det var i flere situationer stolpe ud for Jammerbugt FC, men det ændrede sig ved sejrsmålet, hvor tilfældighederne var på nordjydernes side.
– Vi leverer, trods de mange udfordringer, en god første halvleg. Men jeg står også med en følelse af, at vi er forbandet. I situationer kommer vi til at stå i vejen for vores egne chancer, men alligevel bliver vi bare ved at køre på. Og så, i situationen hvor vi scorer, der tror jeg simpelthen vi mister den helt, da UT sparker forbi bolden. Men her har vi marginalerne med os og vi scorer, lyder det fra cheftræneren, mens han genoplever situationen. Det endte som et afgørende øjeblik, som kan vise sig betydningsfuldt for den resterende del af sæsonen.
– Det var vigtigt. Med 10 mand til sidst bliver det lidt panisk, men vi ridder den af og kæmper den hjem. Alle kæmpede i holdets tjeneste, men samtidig spillerne vi også en god gang fodbold. Vi var ikke kommet til AB for at stille os tilbage og håbe på det bedste, og det synes jeg, vi fik vist. Nu har vi holdt nullet i fire ud af de seneste fem kampe, og når man gør det, så får man altså point. I dag var det alle tre. Det gør vi, fordi vi virkelig vil det hver gang, vi går på banen. Det var tre fantastiske point. Så jeg er glad, men også lidt bekymret for næste weekends kamp. Det bliver en øvelse at stille hold med yderligere skader og karantæne, men alle mand i truppen viser i øjeblikket, at de både kan og vil, så jeg er fortrøstningsfuld. Lige nu vil vi glæde os over sejren og så bekymrer vi os om næste kamp i morgen og i løbet af ugen.
Med de tre point rykker Jammerbugt FC tættere på oprykningsspillet og kan med 15 point snuse til top 6 fra den aktuelle syvende plads i tabellen. Hvis resultaterne flasker sig, kan en ny sejr kommende lørdag hjemme mod FC Sydvest sende de blåblusede op, hvor forårsudsigterne ser lidt lysere ud.
AB – Jammerbugt FC: 0-1 (0-0)
63’ 0-1 Bardhec Bytyqi, Jammerbugt FC
77’ Rødt kort, Mads Larsen, Jammerbugt FC
Jammerbugt FC: Emil Kobberup – Simon Jensen, Mikkel Konnerup (Emil From), Nikolaj Lyngø, Mads Larsen – Bardhec Bytyqi, Sebastian Mourier, Zander Hyltoft, Sead Gavranovic – Sonny Jakobsen (Anders R. Jensen), Morten U. Thomsen (Max Møller).
kilde: Jammerbugtfc.dk