For anden gang på få dage hentede Jammerbugt FC point med hjem til Nordjylland. Denne gang var det et enkelt fra Ringkøbing.
Med lidt mere skarphed i afslutningerne kunne det faktisk godt være blevet til alle tre, men en række brændte chancer og en fejl i den anden ende kostede de to point i en ellers ganske flot præstation.
De første 45 minutter var dog ikke de bedste. Der var små perioder, hvor Jammerbugt FC spillet så godt ud, men generelt fik holdet aldrig rigtigt ro på spillet og endte med at måtte forsvare mod værterne.
Det var dog ikke de store chancer det blev til, men efter et kvarters spil var det værterne, som kom tæt på. Jammerbugt FC tabte bolden i venstre side og fra kanten af feltet bankede Ringkøbing bolden lige over Emil Kobberups mål.
10 minutter senere var Viktor Ahlmann tæt på i den anden ende, da et fladt hug ved nærmeste stolpe blev viftet til hjørne af Ringkøbing keeperen. Efter den halve time erobrer Bayan Fenwick bolden midt på banen og sender Viktor Ahlmann i løb mod mål. Jammerbugt FC angriberen er igen tæt på at udplacere keeperen, som på ny alligevel får lappen på. Jammerbugt FC fastholder dog presset og får generobret returen højt på banen. Zander Hyltoft sender bolden i feltet og denne gang er det Viktor Ahlmann, som ligger den af til Bayan Fenwick, der banker bolden i mål på sin første berøring. Denne gang udenfor keeperens rækkevidde.
Dermed stod det 1-0 til Jammerbugt FC. En føring, der holdt til pausen, og med føringen i ryggen løftede Jammerbugt FC spillet i 2. halvleg. Der var kun spillet et enkelt minut, da Morten U. Thomsen var få centimeter fra at udbygge forspringet, men blev afvist af stolpen.
Jammerbugt FC fortsatte med at skabe chancer. Få minutter senere var det var det Viktor Ahlmann, som stak afsted i en omstilling. Han fandt Christian Rye, der var stormet med frem, men tæt under mål blev midtbanedynamoen blokeret af Ringkøbing målmanden.
Jammerbugt FC havde i det hele taget flere gode angreb, men manglede desværre den sidste skarphed i afslutningerne for at lukke kampen. Og så skete det, der ikke måtte ske. Netop som stadionuret havde rundet en times spil, fik værterne udlignet.
Ringkøbing IF brød igennem i deres venstre side og Jammerbugt FC forsvaret fik ikke afværget, og så kunne bolden trille i nettet til 1-1.
Trods flere gode chancer fik Jammerbugt FC ikke bragt sig i front på ny og måtte således nøjes med det ene point. Præstationen og antallet af chancer i de sidste 45 minutter havde ellers fortjent mere, men skarpheden var til gengæld ikke til alle tre point. Værterne havde da også en enkelt på træværket ti minutter før tid, men heller ikke de fandt vej til netmaskerne mere end den ene gang.
Dermed endte det i pointdeling i Ringkøbing, og Jammerbugt FC skal nu skynde sig hjem og hvile stængerne, inden det om få dage gælder HIK hjemme i Jammerbugten.
Ringkøbing IF – Jammerbugt FC: 1-1 (0-1)
31’ 0-1 Bayan Fenwick, Jammerbugt FC
62’ Casper Krarup Petersen, Ringkøbing IF
Jammerbugt FC: Emil Kobberup – Michael Stokbro, Oliver Knudsen, Søren V. Pedersen, Mads Larsen (Allan Høvenhoff) – Sead Gavranovic, Christian Rye, Zander Hyltoft, Bayan Fenwick (Bardhec Bytyqi) – Morten U. Thomsen, Viktor Ahlmann (Sonny Jakobsen).
Kilde: Jammerbugt FC/ Thomas Jansen