Ny forening i Aabybro står bag sjove påskeaktiviteter, der skal få folk ud og rundt i byen
Den nyetablerede forening Oplev Dit Aabybro har på rekordtid arrangeret et påskeprogram med hyggelige og sjove påskeaktiviteter for alle aldre. Foreningen er netop stiftet med det formål at gøre en forskel for byen og skabe oplevelser for både børn, unge og voksne.
”Vores første projekt i foreningen er etableringen af Kids Town Aabybro (en miniby / trafikskole). Men da det er et projekt, der tager lidt længere tid at få stablet på benene, arbejder vi sideløbende med forskellige events og aktiviteter i byen. Det gælder blandt andet et Klovneløb i samarbejde med Danske Hospitalsklovne til maj, som vi forhåbentlig snart kan fortælle mere om.
Og så syntes vi, at der skulle ske lidt sjovt her i påsken. Folk trænger til at komme ud og opleve noget nyt, så vi arrangerede på rekordtid lidt forskellige aktiviteter, som vi håber, kan lokke folk ud i byen og forhåbentlig give dem en god oplevelse”, fortæller arrangørerne og bestyrelsen bag Oplev Dit Aabybro.
Programmet for påsken ser således ud:
Mandag den 29. marts: Tæl de fine påskeæg, der er hængt op rundt omkring i byen.
Torsdag den 1. april: Påskeskattejagt for hhv. de 3-6 årige og de 7-10 årige.
Fredag den 2. april: Lasergame i Aaby Skoven – tag kampen op med din familie eller venner.
Lørdag den 3. april: Lav et gækkebrev eller mal dit eget påskeæg i Aabybro Centret. Der sælges kaffe i hytten og påskeharen deler påskeæg ud til børnene.
Søndag den 4. april: Stafet for de hurtige – find påskeharen først og modtag den flotte gave, som påskeharen står med.
Der tages naturligvis højde for de gældende restriktioner. Læs mere om aktiviteterne på Facebooksiden ”Oplev Dit Aabybro”.
Bredt samarbejde og stor opbakning
”Det er så fedt at opleve så stor en opbakning, både fra borgerforeningen, handelsstandsforeningen og øvrige virksomheder og borgere i byen. Lørdagens arrangement er således sponseret og lavet i samarbejde med handelsstandsforeningen. Borgerforeningen har sponseret præmier til to af aktiviteterne og de lokale virksomheder har ligeledes budt ind med virkelig fede præmier til søndagens stafet. Herudover har flere borgere allerede meldt sig til at hjælpe i forbindelse med events og etableringen af projekter som Kids Town. Så vi er alt i alt meget tilfredse med vores opstart og håber, at påskens aktiviteter bliver en stor succes”, slutter de af.

