Af Flemming Jansen
I vinteren 2015 så det lidt broget ud for fodboldklubben i det lille lokalsamfund i Hune. Grundet erhvervsmæssigt nybyggeri blev klubhuset således jævnet med jorden, mens halvdelen af arealet med fodboldbaner forsvandt. – En aktiv og målbevidst bestyrelse sørgede imidlertid for at få klubben genrejst, og med økonomisk hjælp udefra samt en optagelse af et lån på kr. 300.000 rejste et pavillonklubhus sig som en Fugl Phønix og fik navnet ”Den sorte diamant”. Det både utraditionelle, hyggelige og komfortable klubhus har siden sin opførelse sammen med den tilhørende fodboldbane dannet ramme om et velfungerende socialt fællesskab og en glæde ved den leg, det også er at spille fodbold. Ved netop at lægge vægt på de to ting har konceptet ”Fodbold for sjov” virkelig vist sig at være det helt rigtige for en klub som Hune Boldklub.
Tiltrækker mange spillere udefra
Den har i dag ikke færre end 100 medlemmer. Hvor den før genfødselen talte ”halvandet” seniorhold i henholdsvis serie 4 og serie 6, kan klubben nu mønstre hele fire voksenhold, nemlig i serie 3, serie 4, serie 5 og serie 6. De halvandet hold for nogle år siden, fungerede sådan, at man hver gang lånte et antal spillere holdene indbyrdes for at kunne stille hold. Det fortæller klubbens nuværende formand, Morten Drivsholm. Han bor i Blokhus og er en blandt en lille håndfuld af spillere, som er lokale. Resten tiltrækker den populære fodboldklub udefra, oplyser Morten Drivsholm. Der kommer spillere fra først og fremmest Aalborg, men også far eksempelvis fra Aabybro, Brønderslev, Hjørring, Ingstrup og Løkken.
”Vi gir’ den første” – så er den gode stemning skabt
Det er vægten på fodbold som leg og den stærke fokus på det sociale fællesskab, der lokker så mange til at blive aktive i netop Hune Boldklub. Konceptet ”Fodbold for sjov” går ud på, at det skal være sjovt og forbundet med en oplevelse af livskvalitet både før, under og efter kampene og træningerne. Klubben er til for at skabe de optimale rammer for spillernes udfoldelse og velbefindende. På den måde skabes den rigtige grobund for en god trup med en god indbyrdes stemning spillerne imellem. Som en del af virkeliggørelsen af konceptet indførte Hune Boldklub takket være et sponsorat fra SPAR i Hune ordningen ”Vi gir’ den første!” – Den går ud på, at klubben efter træning og kamp i klubhuset er vært for en øl eller en sodavand. Så er snakken og samværet i gang og den hyggelige atmosfære skabt. Og det virker, skulle vi hilse at sige. Omkring 25 nationaliteter hygger sig sammen på banerne og efterfølgende i det lille klubhus. Vi interesserer os nemlig ikke for nationaliteter, men udelukkende for fodbold, lyder det fra Morten Drivsholm (!), der er glad for, at klubben har skabt noget, som mange folk gider køre efter for at være en del af.
Også ungdomsafdelingen præget af leg og fællesskab
Ungdomsafdelingen er også noget særligt i Hune Boldklub. Her er der tale om blandede hold i alderen 6-11 år, og spillerne bestemmer selv, om de vil tilmelde sig en turnering. Træningen er blandet aldersmæssigt og kønsmæssigt på kryds og tværs udelukkende med fokus på legen. Netop ved at lege fodbold lærer man faktisk også at spille det! – Og med fokus på legen og ikke de målbare konkrete præstationer undgår man samtidig det pres fra ambitiøse forældre på sidelinjen, som opleves i de fleste andre klubber. Det skal ikke være stressende at dyrke sin sport, men først og fremmest sjovt. – Og så sender Morten Drivsholm samtidig en venlig tanke til den store frivillige hjælp fra forældre m.v., som er med til at få det hele til at fungere.
Velbesøgt standerhejsning skød den nye sæson i gang
Ved årets standerhejsning kunne formanden på klubbens vegne glæde sig over, at hele 50 spillere var mødt frem. Det tager han som en klar bekræftelse på, at Hune Boldklub har gang i noget, der er rigtigt, og som har bred appel. Så det skal blive spændende at følge holdene fra den succesrige Hune Boldklub i den rød-hvide klubdragt videre frem. Det kan vi gøre i bevidstheden om, at her har man det godt med sin sport og med sine klubkammerater, uanset om kampen er vundet eller tabt. I den store sammenhæng er kampen takket være konceptet ”Fodbold for sjov” nemlig dybest set altid vundet (!).