Er du på jagt efter et sommerhus i gåafstand til sand og vand, er der stor forskel på, hvor i landet der er størst chance for at finde den helt rigtige fritidsbolig. Her kan du se, hvor andelen af sommerhuse ved vandet er størst.
Hvor skal du gå på sommerhusjagt, hvis du drømmer om at kunne pile ned til vandet på få minutter?
Boligsiden har lavet en opgørelse, der viser andelen af det samlede udbud af sommerhuse, der ligger maksimalt 200 meter fra vandkanten i Danmarks 11 landsdele. Og der er stor forskel på, hvor gode chancer der er for at finde et hus ved vandet.
Vil du have mest at vælge imellem i forhold til det samlede udbud, skal du lede efter sommerhus på Fyn. Her ligger 40 procent af de udbudte sommerhuse nær vandet. Lige nu er der i alt 580 sommerhuse til salg på øen i midten af Danmark, og det betyder, at der er 232 styks, hvor du ikke skal gå langt for at få dyppet tæerne.
7.000 kilometer kystlinje
Generelt er der gode muligheder for at finde et sommerhus nær vandet i Danmark. På landsplan ligger andelen af de kystnære sommerhuse på 15,9 procent. Og er du fleksibel med beliggenheden, behøver et ønske om duften af saltvand i næseborene, mens du slapper af i sommerhuset, ikke at sprænge budgettet.
”Der er mere end 7.000 kilometer kystlinje i Danmark, og det betyder, at en bolig ved vandet ikke kun er en fornøjelse for de få,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:
”Det er klart, at prisen på første parket til havet ligger over niveau for et pågældende område. Men hvis du ikke insisterer på at bo midt i smørhullet af de allermest eksklusive sommerhusområder som eksempelvis Tisvilde eller Hornbæk, men i stedet søger mod Vest- eller Sydsjælland, er der positive overraskelser, når man zoomer ind på prisen.”
De eneste landsdele, hvor jagten på et sommerhus ved vandet er noget nær umulig, er Københavns omegn og København by. De to områder er noteret for de laveste antal udbudte sommerhuse lige nu.
Andelen af sommerhuse beliggende maks. 200 meter fra vandkanten
LANDSDEL | ANTAL I UDBUD MINDRE END 200 METER FRA VANDET | TOTALE UDBUD | ANDEL AF SAMLET UDBUD |
---|---|---|---|
Fyn | 232 | 580 | 40,0 % |
Østjylland | 316 | 1.349 | 23,4 % |
Vest- og Sydsjælland | 432 | 2.363 | 18,3 % |
Østsjælland | 15 | 82 | 18,3 % |
Bornholm | 17 | 103 | 16,5 % |
Sydjylland | 221 | 1.503 | 14,7 % |
Nordsjælland | 119 | 1.049 | 11,3 % |
Nordjylland | 266 | 2.600 | 10,2 % |
Vestjylland | 136 | 1.358 | 10,0 % |
Københavns omegn | 1 | 41 | 2,4 % |
København by | – | 12 | 0,0 % |
Hele landet | 1.755 | 11.040 | 15,9 % |
(Tabellen viser andelen af udbudte sommerhuse beliggende mindre end 200 meter fra vandet. Sager, hvor sommerhuse indgår som alternativ annoncering – eksempelvis flexboliger – indgår ikke i opgørelsen. Data er trukket 7. maj 2019. Kilde: Boligsiden)
Kilde: Boligsiden/ Af: Ahn Line Woo Shing Hai