Dagplejer i Aabybro
Yderligere oplysninger kan indhentes hos dagplejeleder Tina Riis Thomsen på tlf. 4191 2441 eller dagplejepædagog Jonna Bjørk på tlf. 4191 2587.
Dagplejer – et livsbekræftende job
Du får sammen med forældrene mulighed for at være den vigtigste person for 4 børn i aldersgruppen 0 – 2 år, hvor læring, udvikling, sjove oplevelser, udfordringer og tætte relationer er omdrejningspunktet.
Din primære opgave er at skabe tryghed, omsorg, trivsel, udvikling og læring i forhold til det enkelte barn samtidig med at du er ansvarlig for den sociale udvikling i hele børnegruppen.
Som dagplejer i Jammerbugt Kommune er der fokus på udvikling og uddannelse. Inden for de første år tilbyder vi derfor:
- grunduddannelse i førstehjælp
- Intro til relations- og ressourceorienteret pædagogik (ICDP)
- Intro til det pædagogisk læreplansarbejde
- vejledning i løfte- og bæreteknik
Da dagplejens kendetegn og værdier er hjemlige omgivelser, tryghed, læring, trivsel og udvikling gennem hverdagens gøremål må du forvente at kunne arbejde selvstændigt i dit eget hjem. Der arbejdedes ud fra dagtilbudslovens rammer indenfor området med fokus på den pædagogiske læreplan og ICDP. Arbejdet giver god mulighed for personlig ”frihed” mens du arbejder – og du inddrager så vidt muligt børnene i dine daglige gøremål i hjemmet eller får ordnet andet praktisk arbejde når/hvis børnene sover. Jobbet bærer i det hele taget præg af en stor grad af fleksibilitet.
Det kollegiale fællesskab får du i legestuen med dine kollegaer og der er her mulighed for faglig sparring, refleksion, udvikling og samvær. Målet med legestuen er også, at børnene bliver fortrolige i større børnegrupper med bl.a. aldersopdelte aktiviteter og at dagplejeren lærer de andre børn i gruppen at kende, hvilket er af afgørende betydning i forhold til gæstepleje ved sygdom, ferie og uddannelse.
Du får pædagogisk vejledning af dagplejepædagogen der besøger dig både uanmeldt og efter aftale ca. fem – seks gange årligt eller efter behov. Der føres officielt tilsyn to gange årligt, anmeldt og uanmeldt.
Vi forventer at du som dagplejer kan:
- skabe et lærende, trygt og udviklende miljø for børnene
- danne gode relationer og skabe tilknytning
- indgå i et konstruktivt og positivt samarbejde med forældrene
- indgå i et loyalt og udviklende samarbejde med dagplejepædagogen
- tilbyde fysiske rammer ude og inde, der giver plads til udfoldelse og et godt læringsmiljø
Som dagplejer slipper du for transporttid til/fra dit job og du har i dit eget hjem en ugentlig åbningstid på 48 timer. Du får 7 ekstra fridage pr. år som kompensation for den lange åbningstid. Du er forpligtet til at modtage et 5. barn i gæstepleje, deltage i 4 årlige aftenmøder og til at deltage i uddannelse og andre kurser.
I øvrigt henvises til www.dagplejen.dk hvor der er yderligere oplysninger om dagplejejobbet generelt.