VIL DU HJÆLPE ANDRE EFTERLADTE?
– En stor, frisk mand på næsten to meter går ned for at hente julepynt, og fire timer efter er han bare væk! Det at miste en ægtefælle er livsomvæltende og katastrofalt. Følelsen af desperation kan være svær at forstå for andre, der ikke har prøvet det. På Sorglinjen kan jeg støtte andre efterladte, fordi jeg har været i den situation, som de selv står i.
For to år siden mistede Ninna sin mand gennem 40 år. Nu er hun frivillig på Sorglinjen, hvor hun sammen med næsten 100 andre efterladte, støtter og hjælper mennesker i sorg. Men vi har brug for endnu flere frivillige!
Har du mistet en nærtstående? Vil du bruge dine erfaringer til at hjælpe andre?
BLIV FRIVILLIG PÅ SORGLINJEN
Det Nationale Sorgcenter starter i 2019 en Sorglinje for efterladte i Danmark. Vi søger derfor frivillige i alle aldersgrupper, der vil være med til at gøre en forskel for efterladte, der har mistet et barn, en partner, forælder eller søskende.
Vi ved, at mange har nemmere ved at dele deres tanker og følelser med andre, der selv har mistet. Tanker og følelser, som de ellers er alene med. Det kan give håb og fortrøstning at opdage, at det er muligt at få det godt igen på trods af, at det værst tænkelige er sket. Vi søger derfor frivillige, der selv har mistet et barn, en partner, forælder eller søskende.
Læs mere om Sorglinjen her:
Det er af afgørende betydning, at du har lyst og overskud til at bidrage med dine egne erfaringer – også selvom de kan være smertefulde. Det er de erfaringer, som vores brugere kan finde genkendelse i, og som de sætter stor pris på.
Vi forventer ikke, at du har professionel erfaring med samtaleterapi eller lignende. Personligt engagement og overskud er det vigtigste. Sorglinjen skal være et frivilligt tilbud, hvor man kan tale med frivillige, der også har prøvet at miste.
Sorglinjen vil holde til i Det Nationale Sorgcenters kontorer ved Gråbrødre Torv i København.
Vi lægger vægt på, at:
- Du har mistet et barn, en partner, forælder eller søskende og har lyst, evner og overskud til at hjælpe andre i svære livssituationer.
- Dit tab ligger så langt tilbage, at dit savn ikke længere er altdominerende og at evt. professionel hjælp, du har modtaget er afsluttet. Omvendt er det vigtigt at dit tab ikke ligger alt for mange år tilbage. Vi vægter derfor som udgangspunkt at tabet ligger 1-5 år tilbage, men du er naturligvis ikke udelukket fra at søge, hvis dit tab ligger lidt længere tilbage.
- Du har lyst til at indgå i den løbende kvalificering og supervision, som vi tilbyder.
Opgaver og omfang
Sorglinjen vil tilbyde en anonym samtale alle ugens dage hovedsageligt pr. telefon. Du vil være på vagt sammen med andre frivillige. Du skal kunne afsætte en aften hver 14. dag, men det behøver ikke, at være den samme aften hver uge.
For at blive frivillig på Sorglinjen skal du udfylde en kort ansøgning, som du finder HER. Den udfyldte ansøgning sender du til os på mailadressen: blivfrivillig@sorgcenter.dk.
Såfremt du vurderes at passe godt ind i den frivilliggruppe, vi er ved at starte op på Sorglinjen, vil du blive inviteret til vores informationsmøde, hvor vi fortæller mere om den frivillige indsats på Sorglinjen.
Du vil herefter blive indkaldt til en samtale med en af vores psykologer. Samtalen fokuserer både på det tab, du har lidt og dine muligheder og ønsker om at gøre en frivillig indsats. Sammen finder vi ud af om det er det rigtige for dig at blive frivillig i Det Nationale Sorgcenter.
Som frivillig på Sorglinjen forventes det, at du:
- binder dig for mindst et år.
- kan deltage i et introduktionsforløb af 1,5 dags varighed.
- kan tage minimum to vagter om måneden, som kan være på alle ugens dage i tidsrummet 16.45-21.00.
- kan deltage i supervision hver måned, hvis du er under 28 år og hver anden måned, hvis du er over 28 år.
Du er meget velkommen til at ringe til os og høre nærmere: 70 266 766.
Kilde: Det nationale Sorgcenter