Godkendelse af, at Thomasmindeparken i Aabybro udlægges til fjernvarmeområde i stedet for naturgasområde.
Niras har på vegne af Aabybro Fjernvarmeværk a.m.b.a. fremsendt projektforslag i henhold til varmeforsyningsloven.
Projektforslaget går ud på, at Thomasmindeparken ændrer status fra naturgasområdet til fjernvarmeområde. Det kræver Kommunalbestyrelsens godkendelse at konvertere et område fra en opvarmningsform til en anden.
Thomasmindeparken har siden Aabybro Kommunes vedtagelse af varmeplanen i 1989 ligget i naturgasområde, så boligerne er i dag individuelt forsynet med gas. Boligerne er bygget i perioden 2000-2010, hvorfor en stor del af kedlerne er ved at nå deres tekniske levealder. Derfor har et skifte til en grønnere og mere fremtidssikker forsyning på fjernvarme vækket interesse hos lokale borgere, der har henvendt sig til Aabybro Fjernvarmeværk. Aabybro Fjernvarme har spurgt ind til den generelle interesse for fjernvarmeforsyning i området, og der har vist sig at være stor tilslutning blandt borgerne. Forud for fremsendelse af projektet var forhåndsinteressen på ca. 40 % af de 91 boliger, men Niras har nu oplyst, at 57 % af boligejerne nu har tilkendegivet deres interesse for fjernvarme.
Projektet opfylder varmeforsyningslovens krav for konvertering af et område fra en opvarmningsform til en anden – det gælder såvel bruger-, selskabs- og samfundsøkonomi. Vækst og Udvikling hæfter sig navnlig ved, at med en forventet starttilslutning på 58 % vil projektet have en positiv selskabsøkonomi fra år 1. Det betyder, at nuværende forbrugere i Aabybro Fjernvarmeværk ikke skal bidrage økonomisk til projektet, hverken på kort eller lang sigt. Tværtimod bidrager en positiv selskabsøkonomi til en marginalt lavere varmepris for nuværende forbrugere. Med en projektgodkendelse overtager Aabybro Fjernvarmeværk forsyningspligten i Thomasmindeparken. Fjernvarmeværket kan forsyne området med fjernvarme med det nuværende varmeproduktionsanlæg ved Ny Aabyvej.
Aabybro Fjernvarmeværk søger ikke tilskud efter Fjernvarmepuljen til projektet. På den baggrund, og med henvisning til den store forhåndsinteresse, finder Vækst- og Udviklingsforvaltningen ikke anledning til at stille krav om minimum tilslutning i projektgodkendelsen, før projektet må realiseres.