Jammerbugt skyder ambitiøst projekt igang
Til februar kan alle, der har lyst, komme med deres input til, hvordan folkeskolen i Jammerbugt bliver bedre.
For den 4. februar skydes Jammerbugt Kommunes ambitiøse projekt om en folkeskole i top 20 i gang.
Starten går med et kickoffmøde for alle med interesse i folkeskolen. Det er nemlig et fælles projekt, at definere hvad folkeskolen i top 20 skal betyde på ” jammerbugtsk”, og hvad succeskriterierne skal være, politikerne har nemlig ingen færdig plan for, hvad der skal til.
-Jeg håber, at der er andre end os politikere, der har et godt bud på, hvordan folkeskolen skal indrettes, så vi får løftet alle børn, og så alle bliver så dygtige, som de kan, Det er noget af det mest interessante, vi har startet op på folkeskoleområdet, siger Ulla Flintholm (V), formand for børne-og familieudvalget i kommunen.
Hun er meget begejstret for projektet og glæder sig til at komme i gang.
Ulla Flintholm er klar til at smide alle bolde op i luften, og hun er ikke bleg for at se på, om tingene skal gøres på en helt anderledes måde end den traditionelle. Hun peger eksempelvis på at skoledagen ikke nødvendigvis behøver at se ens ud for indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen.
Inputs udefra
Til kickoffmødet har de lokalvalgte inviteret fremtidsforsker Henrik Good Hovgaard til at give et indblik i, hvad det er for krav og forventninger, eleverne i fremtiden vil møde udenfor folkeskolen.
Derudover vil også Danske Skolelever og tidligere skoleleder på Vestbjerg Skole, Peter Rasmussen, fortælle om deres erfaringer.
Vestbjerg Skole var ifølge en undersøgelse foretaget af Cepos Danmarks bedste skole til at løfte elevernes faglige niveau i 2018.
-De skal give nogle overordnede input til, hvad det er, de ser fra den taburet, de sidder på. Og hvad er det, de har gjort andre steder, siger Ulla Flintholm.
Bagefter skal de fremmødte diskutere, om der er erfaringer og ideer, man også kan bruge i Jammerbugt Kommune.
-Der er jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange, vi kan ligeså godt drage nytte, af det andre har lært, siger udvalgsformanden.
Efter det indledende kickoffmøde vil der også blive afholdt et elevrådstopmøde. På topmødet vil eleverne blive introduceret til de ideer, der er kommet frem på det første møde, desuden skal de også komme med deres egne ideer.
-De skal snakke om, hvad de kan bruge, og hvad, de synes, er noget voksenvås, så de kan stå endnu stærkere i resten af processen, siger Ulla Flintholm.
Det er nemlig vigtigt for hende, at eleverne inddrages så meget som muligt.
-Det er jo deres skole, og dem der skal have en hverdag i den, siger udvalgsformanden.
Som en del af processen vil der også blive afholdt lokale dialogmøder, inden den nye skolepolitik formuleres. Efter planen regner man med, at den kan godkendes af børne-og familieudvalget og kommunalbestyrelsen i juni 2019.
Kilde: Jammerbugt Kommune