Af Flemming Jansen
Stor fokus på praktiske aktiviteter
Den røde løber var rullet ud, da FGU Nordvest, der har adresse på Industrivej i Aabybro, tog imod ikke færre end 100 nye elever. Det antal var et stykke over det, man fra FGU’s side havde forventet. Den store interesse for den nye uddannelsesmulighed for unge mellem 18 og 25 år, som skal finde ud af, hvilken vej de vil gå uddannelses- og erhvervsmæssigt i fremtiden, var med til at gøre modtagelsen af de nye elever ekstra festlig. Mandag var virkelig en festdag i de nyindrettede lokaliteter, hvor undervisere og elever fik hilst på og talt med hinanden i en god og afslappet atmosfære.
FGU står for Forberedende Grunduddannelse og henvender sig som sagt til den gruppe af unge mellem 18 og 25 år, som endnu ikke har fundet en plads i det etablerede system. Den nye mulighed for at komme i gang og komme videre med sit valg af uddannelse og erhverv vil givetvis åbne mange døre og hjælpe mange med at finde den helt rigtige plads i forholds til lyst, evner og interesse. Helt bevidst har FGU stor fokus på praktisk relaterede aktiviteter, fortæller daglig leder Lene Viborg Hedver og vejleder og SPS-koordinator Mogens Larsen. Rundt regnet to tredjedele af uddannelsen er praktisk orienteret, mens en tredjedel har fokus på almen undervisning. Ved fra den allerførste dag at lægge vægt på dialog og overskuelighed ønsker man at hjælpe de unge med at finde den rigtige retning og gennem individuelle valg skræddersy det forløb, der passer netop til den enkeltes ønsker og behov.
Introduktionsuge med maksimal elevinddragelse
Den første uge på FGU er en introduktionsuge, hvor man lægger vægt på at lære hinanden at kende og på at få skabt en tryg atmosfære præget af gensidig tillid og åbenhed. Således er der i intro-ugens programlagt en række sociale aktiviteter, bl.a. en form for orienteringsløb, hvor eleverne gruppevis via en app. guides rundt i Aabybro til diverse poster, hvor der så skal løses nogle opgaver. I det hele taget inddrages eleverne maksimalt – også når det gælder forslag til, hvad der skal til for at skabe Danmarks bedste FGU-skole (!). Den første uge afsluttes fredag med et stort fællesarrangement, hvor man på festlig og hyggelig vis vil sætte punktum for den første uge, inden det egentlige uddannelsesforløb starter mandag i uge 34.
Gennemsyret af ægte pionérånd
FGU er en nyskabelse, hvor alle sejl er sat til for at gøre det til en succes. Bl.a. arbejder FGU tæt sammen med Den Kommunale Ungeindsats i Jammerbugt Kommune, så alt bliver koordineret og tilrettelagt på den mest hensigtsmæssige måde med henblik på at nå det optimale resultat til gavn og glæde for de unge og deres fremtid. I det hele taget er FGU-skolen på Industrivej i Aabybro gennemsyret af en pionérånd uden lige, hvor eksempelvis hele den første måned kan beskrives som et pionérprojekt, hvor alle – både elever og undervisere – betræder ny jord. Engagementet og viljen til at skabe noget virkelig godt og holdbart er helt givet en drivkraft, der nok skal skabe gode resultater.
Officiel åbning 12. september
Den officielle åbning er fastlagt til d. 12. september, hvor borgmester Mogens Gade vil klippe snoren og sammen med det øvrige byråd og andre inviterede gæster markere starten på FGU Nordvest i Aabybro. – Jammerbugt Avis vil naturligvis være på pletten for at dække begivenheden.