Fårup Sommerland har taget et stort skridt mod mere inklusion og tilgængelighed. Som den første forlystelsespark i Danmark har parken nu fået en fuldt udstyret Changing Place-facilitet – et særligt handicaptoilet, der gør det muligt for mennesker med omfattende funktionsnedsættelser at få en tryg og værdig oplevelse under besøget.
– Vi er utrolig stolte over at være de første i Danmark til at tilbyde en Changing Place-facilitet i en forlystelsespark. Vi ønsker, at alle – uanset behov – skal kunne få glæde af en dag i Fårup Sommerland. Med denne løsning fjerner vi en væsentlig barriere for mange familier og gør parken endnu mere inkluderende, siger direktør Niels Jørgen Jensen.
Et løft for tilgængeligheden i oplevelsesbranchen
Den nye facilitet er leveret af Pressalit, en dansk virksomhed med speciale i løsninger til mennesker med særlige behov. Pressalit har stået for både rådgivning, design og implementering af den omfattende løsning.
– Fårup Sommerland har valgt at gå hele vejen og investere i en løsning, der skaber de bedste rammer for både brugere og hjælpere. Vi ser Fårups initiativ som et vigtigt skridt for tilgængeligheden i oplevelsesbranchen og håber, at andre steder vil lade sig inspirere, siger Jan Warrer, administrerende direktør i Pressalit.
Changing Place-toilettet indeholder en række specialdesignede hjælpemidler og er placeret ved parkens indgangsparti, hvor det frit kan benyttes af gæster, der har behov for det.
Forlystelsespark for alle
Fårup Sommerland har siden åbningen i 1975 udviklet sig til en af Danmarks største forlystelsesparker med mere end 60 forlystelser – blandt andet rutsjebanen Fønix, Danmarks højeste og hurtigste. Hvert år besøger omkring 700.000 gæster parken, og med de nye tiltag håber Fårup at kunne byde endnu flere velkommen.
– Vi ser frem til at vise, at vi mener det, når vi siger, at Fårup Sommerland er for alle, siger Niels Jørgen Jensen.
Pressalit, der står bag løsningen, er en dansk, familieejet virksomhed med hovedsæde i Ry. Virksomheden er kendt for at udvikle funktionelle og ergonomiske løsninger til badeværelser og køkkener – særligt målrettet mennesker med handicap eller særlige behov.

