Få et kig i spåkuglen med Formel 1-kommentatorerne John Nielsen og Jens Hansen d. 28.
februar i Koncertsalen. De to herre kommer med deres bud på sæsonens fokusemner. Vinder
Verstappen og Red Bull igen, hvordan går det de danske kørere og hvilket hold er favoritter?
Alt dette – og meget mere – bliver nørdet på denne underholdende aften.
Kevin Magnussens comeback hos Haas og Netflix-serien Drive to survive har fået interessen for
Formel 1 til at eksplodere i Danmark. Fighten mellem kørerne på banen, mudderkastningen
mellem teamcheferne i medierne og ikke mindst de uendeligt mange fascinerende detaljer om
racerne har fanget mange danskeres interesse. Dette vil Formel 1-kommentatorerne John Nielsen
og Jens Hansen gerne gøre seerne endnu mere vidende om.
– Vi dykker ned i de dramaer og detaljer, som vi selv mener er de allermest fascinerende. Der
er næsten altid forklaringer og historier bag dramaerne, som de færreste kender, og dem
vil vi rigtig gerne dele med alle de danske Formel 1-fans. Samtidig går vi i dybden med de
ændringer, der er sket i de forskellige teams hen over vinteren, så publikum er godt klædt
på, når de sætter sig for at se sæsonens første grand prix fra Bahrain, siger den tidligere Le
Mans-vinder John Nielsen, der i 2023 sidder bag mikrofonen til sin 13. Formel 1-sæson.
Inden 2022-sæsonen kom der et nyt reglement i Formel 1. Det bliver justeret en smule til 2023-
sæsonen, så alle teams får travlt med at designe en ny racer. På afstand ligner de forskellige racere
hinanden, men når man kommer tæt på dem, er der forskellige tanker bag konstruktionen af hver
enkelt racer. Netop det har John Nielsen og Jens Hansen meget mere at fortælle om, når de
besøger Musikkens Hus bare tre døgn før 2023-sæsonen skydes i gang med den første træning i
Bahrain.
– Jeg er sikker på, at Red Bull bliver udfordret meget mere i 2023, end det var tilfældet i den
forgangne sæson. Derfor glæder vi os til at fortælle om alle de små ting, som vi forventer
bliver afgørende hen over de 24 løb i 2023. Samtidig har vi fundet nogle historiske
øjeblikke, som i vores øjne allerede peger frem mod den nye sæson. Kort sagt bliver det en
aften i krydsfeltet mellem anekdoter, holdninger og nørderi, siger Jens Hansen, der siden
2009 har kommenteret over 250 Formel 1-løb på TV3+.
De to Formel 1-kommentatorer lægger vægt på, at arrangementets emner skal være
vedkommende for publikum i salen og giver derfor også mulighed for, at der kan stilles spørgsmål
undervejs.
Hvad: Formel 1 optakt 2023
Hvor og hvornår: Koncertsalen i Musikkens Hus, tirsdag d. 28. februar kl. 19:00
Pris: 300 kr, muligt tillkøb: Meet-and-greet og VIP-servering (Kl. 17:30 – 18:30): DKK 235
Kilde: Musikkens Hus